Teaterdirektør: Nærværet til ens børn vokser, når de flytter hjemmefra, og man ser dem sjældnere

I weekenden pendler teaterdirektøren ved Vendsyssel Teater, Lars Sennels, mellem simreretten i køkkenet og teatret i Hjørring. Søndagen nyder han særligt, hvis de voksne børn kommer på visit

Lars Sennels håber inderligt, at coronavirussen kommer under kontrol, så Vendsyssel Teater kan nå at vise forestillinger inden jul. – Foto: Jacob Stage.
Lars Sennels håber inderligt, at coronavirussen kommer under kontrol, så Vendsyssel Teater kan nå at vise forestillinger inden jul. – Foto: Jacob Stage.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg kan sove lidt længere. Det er egentlig banalt, men for mig er weekenden noget mentalt, for mange af mine gøremål er i grunden de samme som i hverdagen – ud over at jeg har lidt bedre tid til at lave simreretter. På teatret lever vi jo af at bringe folk sammen til forestillingerne i weekenden, så typisk vil jeg slå et smut forbi inden eftermiddagsforestillingen for at se, om alt er, som det skal være. Man kan sige, at jeg veksler lidt mentalt med at holde weekend og være på arbejde.

Da jeg var barn, boede jeg i Rødekro i Sønderjylland. Når jeg tænker på barndommens weekender, ser jeg naturen for mig. Vi – min næsten jævnaldrende lillesøster og de andre børn fra vejen – legede altid udenfor, hvad enten vi lavede bål, rafter eller spillede fodbold.

Jeg er vokset op med, at min mor og min far tog mig og mine søskende med i Rold Skov. Min far var skovfoged, så han lærte os at sætte pris på naturen og viste os, hvad vi kunne bruge den til. Derfor var det også helt naturligt for mig at begynde til spejder. Teateret var et, vi besøgte en sjælden gang i mellem for eksempelvis at se en juleforestilling, så på den front er jeg lidt en mønsterbryder. Om aftenen i hængekøjen husker jeg, at vi så John Wayne-westernfilm, selvfølgelig synkroniseret til tysk. Det var jo Sønderjylland.

Når jeg skal slappe af, står jeg i køkkenet og laver simremad til min hustru. I denne weekend stod den på gullasch lavet fra bunden på egen fond og det hele. Jeg kan også godt finde på at køre en etape på min motionsracercykel. Det er sådan en hometrainer, hvor jeg kan køre forskellige ruter i hele Europa. Jeg er lidt for tung til Alpe d’Huez, men en god rute på 10 eller 25 kilometer i Spanien er dejligt.

Søndag er bedst, hvis nogle af vores fem vokse børn kommer og besøger os. Så spiser vi dejlig brunch eller måske en god frokost, hvorefter vi tager en travetur. Mest af alt taler vi bare. Vi er en meget snakkende familie, og jeg nyder at høre om mine og min kones børns studier og liv i øvrigt. Det er, som om nærværet til ens børn vokser, når de flytter hjemmefra, og man ser dem sjældnere. Men lige nu desværre slet ikke på grund af coronaen.

Af og til lokker min hustru mig med i Skallerup Kirke. Der får jeg pulsen ned og nyder roen.

Skal jeg ud af huset, tager min kone og jeg ud til vandet. Gerne ved Lønstrup Strand eller op til Hirtshals, hvor vi går en tur og holder i hånd. Det holder jeg meget af. Heldigvis er Hjørring på den måde en stor kommune, når nu vi skal holde os inden for kommunegrænsen.

Vi har også en lejlighed i København. Når vi er der, tager vi ofte i teateret eller går til en jazzkoncert. Det er dejligt med lidt adspredelse.

Inden jeg går i seng søndag, sætter jeg mig i min nye lænestol og læser en times tid. Det er den sidste opladning, før hverdagen kommer på ny. Jeg har som regel arbejdet lidt inden, så jeg læser altid skønlitteratur, der kan få tankerne væk fra arbejdet og andre spekulationer. Det er sundt at gå i seng på nogle litteraturtanker, tror jeg. Jeg slukker lyset ved midnat.