Prøv avisen

Et naturtalent i Lapland

Foto: Martin Fyhn Lykke Lladó/Biofoto/Ritzau Scanpix

Kåre Gade har været på fisketur i Lapland med familien

”Jeg tager regnbukser med. Så er vi sikre på, at det holder tørt,” siger jeg.

Hele familien, tre generationer, er inviteret ud i naturen af den mellemste søns svigerfamilie, som har en stuga i Lapland. Jeg pakker vandrestøvler og kamera og drømmer om spejlblanke fjeldsøer, efterårsgyldne birketræer, svulmende kantareller og flokke af rensdyr.

”Men jeg lader den tykke sweater blive hjemme,” siger jeg. ”Der er vel grænser for, hvor koldt det er i fjeldet om efteråret.”

Da alle iført fuld feltudrustning mødes i lufthavnen, ser vi ud som et tv-hold, der skal på optagelse til ”Alene i vildmarken”.

”Vi ligner turister,” siger min kone. ”Svenskerne har sikkert almindeligt tøj på.”

Hun tager fejl. Da begge familier næste morgen samles på søbredden uden for hytten, er danskerne håbløst underdressed. Min søns svigerfar er iført termotøj og forede gummistøvler. En bidende nordenvind fortæller, at jeg skulle have taget sweateren med. Og handskerne og huen.

”Nu skal vi tage net ind,” siger han. ”Men først skal vi gætte, hvor mange fisk, vi får.”

”11,” siger én. ”3,” siger en anden, ”37,” siger en tredje.

”22,” siger jeg. Det tal var ikke taget endnu.

”Nå, hvor mange af danskerne skal med?”, spørger svenskeren og skubber jollen ud.

Min kone ser på den alt andet end spejlblanke sø og ryster på hovedet. Det redder muligvis vores liv. To af sønnerne kravler op i jollen. Vores vært ser på mig.

”Ok,” siger jeg og sætter mig agter. ”Nogen skal jo sørge for fotodokumentationen.”

Han sætter sig ved siden af mig. Båden ligger foruroligende lavt.

Han starter motoren og styrer op mod vinden. Da den første sø plasker ind over båden, kommer jeg i tanker om mine regnbukser, som ligger i hytten. Båden slår hårde smut over søen. Iskoldt søvand samler sig på sædet. Det lader ikke til at røre svenskeren.

”Ja, det er friskt her i fjeldet,” siger han.

Vi når ud til det første net. Sønnen, hvis kærlighedsliv vi kan takke for det laplandske eventyr, begynder entusiastisk at hale ind. Da kræfterne slipper op, tager hans bror over. Hver gang der sidder en fisk i nettet, siger vores vært ”ja, det er en stor ørred” eller ”jo, det er en ganske fin helt”. Jeg fotograferer dem.

”Sætter I aldrig net?”, siger svenskeren. Det er tydeligvis uforståeligt for ham, at en mand kan have et sommerhus ved vandet og tre sønner uden at have lært dem at fiske.

Da vi kommer i land, sætter han mine sønner til at ordne net. Min kone melder sig til at rense fiskene. De får røde kinder, skæl på tøjet og frosne fingre. Jeg fotograferer dem. De ser lykkelige og sunde ud. Jeg begynder at føle mig som en turist i min egen familie.

”Det er godt arbejde. Enten har du prøvet det før, eller også er du naturtalent,” siger han anerkendende til min kone.

Hun smiler beskedent. Jeg overvejer, om vi måske alligevel skulle købe en båd til sommerhuset.

”Vil du ikke prøve?”, spørger min kone og rækker kniven til mig med en blodig hånd.

”Nej tak, nu går det så godt for dig,” siger jeg og fotograferer hende.

Svenskeren lægger enebær i den rustne røgeovn. De to familier samler sig om plankebordet, hvor fiskene ligger side ved side. Vores vært tæller.

”14 helt og 8 ørreder. Det giver 22,” siger han. ”Hvem var det, der sagde 22?”.

”Det var mig,” siger jeg.

Alle ser overrasket på mig.

”Naturtalent?”, foreslår jeg og smiler beskedent.