Har du hørt om ærtesorten ”Høje Holger”? Det havde Stine Bjerring Albrechtsen ikke, før hun sidste år blev kolonihaveejer. I år ved hun, at det er en ærtesort, som kan blive op til to meter høj, og i hendes og familiens kolonihave i udkanten af Odense går hun nu spændt og venter på, om ærteplanten mon når at vokse sig så stor, at det trekantede stativ, hun har stillet op, kommer til sin ret, så de grønne, gummiagtige grene kan klatre op ad det.
”Jeg blev inspireret af Bonderøven (fra DR, red.), som havde sådan nogle ærter, og så gik jeg på jagt efter dem. De var ikke helt nemme at få fat i, for jeg ville også have dem økologiske, men det lykkedes, og nu må vi se, om de bliver så høje. Jeg har måske plantet dem lidt for sent,” siger Stine Bjerring Albrechtsen.
Det er mandag formiddag, og hun og børnene, Fraya og Kasmir på 12 og 9 år, som har ferie fra skolen, skal tilbringe dagen i deres kolonihave, som de så ofte gør. Siden sidste forår har familien, der også tæller faderen Martin Albrechtsen, bygget på det lille træhus, som står for enden af haven.
De har selv lavet alt fra bunden, og der mangler stadig at blive isoleret indvendig, inden huset kan tages i brug. Forhåbentlig sker det i løbet af sommeren, siger Stine Bjerring Albrechtsen.
Men selvom hele familien ser frem til at kunne overnatte i kolonihaven og indtage maden indendørs, når vejret driller, stresser de ikke over at få byggeriet færdigt. Hovedvægten er fra starten blevet lagt på at få skabt en dejlig have med så mange afgrøder som muligt.
”Et af målene var at blive selvforsynende med grønt – i hvert fald om sommeren. På sigt vil vi også gerne kunne være det et stykke hen i efteråret med ærter, gulerødder og andet, som vi fryser ned. Der er noget særligt ved at have set det hele vokse og selv have taget det op af jorden,” siger Stine Bjerring Albrechtsen.
Lige nu er det særligt jordbærrene, som lokker store og røde, mens det ene bed med lyserøde kartofler allerede er blevet tømt. Nu venter de på at kunne høste fra det næste bed. Derudover er der også flere slags salat, krydderurter, squash og gulerødder på vej. Uden om de fleste af planterne er der strøet halm.
”Det har vi gjort, så vi skal lave så lidt som muligt. Det holder noget af ukrudtet væk. Vi er meget udenfor herude, men der skal også være tid til bare at slappe af,” siger Stine Bjerring Albrecthsen.
Slappe af gør familien blandt andet i to kulørte hængekøjer i et hjørne af kolonihaven. Særligt børnene har for vane at smide sig ned, når forældrene fordyber sig i have og hus.
Hækken i haveforeningen må ikke være uendelig høj, så privatliv kan det være så som så med. Men rundt om køjerne, inde i selve haven, har familien Bjerring Albrechtsen plantet små hække, som skal vokse sig store og skærme for de forbipasserende på vejen. På den måde bliver der en privat hyggekrog i haven.
Der er kun knap 40 huse i haveforeningen, og det er ikke en, der er præget af en masse larm og festivitas.
”Det er ikke et sted, hvor man render ind til hinanden hele tiden. Vi hilser selvfølgelig på hinanden, men det er rart, at man kan tage herud og være sig selv og slappe af. Og børnene kan være trygge,” siger Stine Bjerring Albrechtsen.
Familien har planer om at bruge kolonihavehuset som en bolig i de af årets måneder, hvor de må bo derude. Det vil sige, fra der lukkes op for vandforsyningen først i april til hen i oktober og november, hvor der lukkes ned. Lige nu bor de i et lånt sommerhus, men de leder efter lejlighed tæt på Odense centrum, for de elsker også byen.
”Men man kommer hurtigt til at sætte sig med sin digitale skærm, når man kommer hjem om eftermiddagen, hvis man bor i lejlighed i byen. Det gør vi ikke på samme måde herude. Vi kan se, at vores internetforbrug daler, når vi er her, og jeg kan sagtens have 20 ubesvarede opkald på telefonen, når vi tager hjem herude fra en dag, fordi jeg ikke har haft den på mig. Man siger jo, at den bedste terapi er i haven, og det tror jeg da på,” siger Stine Bjerring Albrechtsen.
Hendes forældre har kolonihave i selvsamme haveforening, og det synes især børnene er skønt, for så får de set en masse til deres bedsteforældre. Det betyder også, at de har fået gode råd om have og husbyggeri undervejs, ligesom de er blevet advaret om, at en kolonihave også hurtigt risikerer at blive et sted, hvor arbejdsprojekt på arbejdsprojekt afløser hinanden, hvis ikke man passer på.
”Mine forældre har haft deres kolonihave i seks år, og de har stadig masser af projekter i gang. Så de har sagt, at vi bare skal vente og se. Det bliver ikke nemt at holde fast i, at man mest skal være her for at slappe af, påstår de,” siger hun med et smil.
Men der er også gevinster ved at bygge hus og anlægge have selv.
”Vi er blevet meget mere ’gør-det-selv’-mennesker, og vi har lært meget undervejs. Det er jo helt utroligt, hvad man kan finde af hjælp på internetsider som for eksempel YouTube. Men altså grundlæggende er huset min mands projekt, og så kan jeg hjælpe lidt til, når det er nødvendigt, og haven, med undtagelse af chilierne, er så mit projekt, hvor han indimellem kommer og spørger, om han skal gøre noget,” siger Stine Bjerring Albrechtsen.