Prøv avisen

Monica Ritterband: Alt ved sommeren er begyndt at vække mit udtalte mishag

Jeg har bemærket, at varmen har sat en vis ugidelighed i gang i mig. Mit kort til fitnesscenteret ligger nu på fjerde uge urørt i pungens mørke, det er simpelthen for hedt til at gøre livet endnu mere svedende, skriver kunstner Monica Ritterband. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den ellers så attraktive kølige rosévin og den festlige Aperol, ja selv en gin og tonic ved solnedgangstide har ikke længere mit glade fokus, skriver kunstner Monica Ritterband

Jeg har i årevis koketteret med, halvt i alvor, halvt i sjov, at jeg elsker regnvejr, det har jeg endog også meddelt på denne platform, men jeg må erkende, at alt, ja alt, der er tilknyttet sommeren er begyndt at vække mit udtalte mishag.

Jeg kan remse op: Nu er selv den grillede mad begyndt at kede mig. Jeg har fået mere end nok af de harlekinternede grillmærker på kalkunschnitzler, laksestykker samt pølser i alskens usunde afskygninger.

Og mere fra den forkælede skuffe: Den ellers så attraktive kølige rosévin og den festlige Aperol, ja selv en gin og tonic ved solnedgangstide har ikke længere mit glade fokus.

Jeg kigger forstemt på min gule græsplæne, hvor det eneste grønne, så langt øjet rækker, er ukrudtet, og noterer mig tillige, at mine sommerblomster bestemt ikke har levet op til deres sæsonnavn. De stikker nu op som triste og tørre brune pinde.

Jeg har også bemærket, at varmen har sat en vis ugidelighed i gang i mig. Mit kort til fitnesscenteret ligger nu på fjerde uge urørt i pungens mørke, det er simpelthen for hedt til at gøre livet endnu mere svedende. For nogle dage siden, da varmen nåede op på tropiske højder, hjalp det ikke engang at sætte sig udenfor i skyggen, jeg måtte sætte en ventilator i front af mit ansigt for at give mig et minimum af mulighed for at trække vejret. Måske var det heller ikke særligt smart af mig, at jeg som feriebeskæftigelse havde sat mig for at strikke en uldsweater. Hvilket jo beviser med al tydelighed, at man heller ikke kan tænke klart i heden. Alt brænder sammen.

En reel frygt er, at denne bizarre sommer ikke er kommet på enlig visit, men at den er en følge af vi tåbelige menneskers manglende omsorg over for naturen. De tiltagende klimaforandringer. Jeg læser om atomkraftværker, som ikke længere har vand nok til at afkøle deres reaktorer, skovbrandene bliver flere og flere og rykker tættere og tættere på. Søerne udtørrer, landmændenes afgrøder står afsvedne. Er vi nordboere blevet udsat for ørkendannelse? Skal vi også ændre vores påklædningskodeks. Fra de sommerglade bikinier til de forbudte burkaer, der kan forhindre danskerne i at få sand og støv og sol i ansigtet.

Dette vejrlig kan vende op og ned på alting. Og mange af de vanlige skønne feriemål er også forvandlet til hede helveder. Et par af mine venner tog bilen og kørte på sommerferie til en ellers naturskøn (nu afsveden) dal i Frankrig, hvor de har tilbragt en uge i nedsmeltning, og er nu kommet hjem medbringende en respektiv halsbetændelse og bihulebetændelse, fordi bilens aircondition kørte for fuld styrke i de sammenlagte 32 timer, bilkørslen varede tur/retur.

Hvis jeg skal pege på en vis forsonende nydelse i dette uvejr, så er det at spise iskold vandmelon. Omend jeg hver anden gang, jeg får købt en vandmelon, har hjembragt en, der er kassabel, fordi hele dens kerne er melet og blød. Forleden stod jeg i supermarkedet og bankede i takt med en anden kunde på vandmelonerne. Jeg spurgte hende, hvad hun lyttede efter. Hun kiggede på mig og sagde, at det vidste hun ikke, men hun så, jeg gjorde det, så derfor gjorde hun det også. Jeg måtte så erkende, at jeg gjorde det, fordi det ligesom hørte sig til. Jeg aner nemlig heller ikke, hvad jeg lytter efter. Her måtte vi grine og hver hjembære en vandmelon med et uvist indre. Ja, der er ikke meget andet at grine ad i øjeblikket. Må denne sommer snarest afløses af regn, sne og slud....