Prøv avisen
Klumme

Nøgenbadning er for bedsteforældre

Jeg tænker ikke, at de yngre generationer vil savne vores rynkede nøgenhed, når vi er væk. Men selvom man ikke længes efter en løbsk Freikörperkultur, hvor vi alle står nøgne i kø ved iskiosken, kan man jo godt spørge sige selv: Hvorfor er det egentlig, at vi tager tøj på, når vi bader?

”Ja, jeg har altså aldrig forstået, hvorfor man skal have tøj på, når man bader,” siger tekstildesigneren, da vi kommer ned på stranden.

I næste øjeblik løber hun 100 procent tekstilfri ud i bølgerne sammen med sine børn, og vi andre står et par sekunder tilbage på stranden og føler os underligt bornerte i vores badetøj.

Det er en varm eftermiddag i juli, og stranden ved vores sommerhus er så tæt på at være et fluepapir, som den nogensinde kommer det. Mindst to børnefamilier og tre teenagere bevidner således (naturligvis uden at fortrække en mine) det højst usædvanlige syn af en nøgen kvindekrop på en dansk badestrand.

Ikke at der ikke nøgenbades fra vores strand. Der nøgenbades på livet løs, og klummeskribenten og hans kone holder sig ikke tilbage fra festlighederne: Hver morgen vil man, hvis man kender sin besøgelsestid, kunne nyde synet af vores ikke længere helt unge bare ender, mens vi foretager kolde afvaskninger på første revle, kun klædt i solskin og brunet hud og en flaske biologisk nedbrydelig saltvandssæbe fra Spejdersport. Ikke for at prale, men faktisk har jeg ikke benyttet bruseren i vores sommerhus, siden vi i slutningen af april indledte den længste og mest fantastiske badesæson i mands og meteorologisk minde.

Besøgelsestiden er tidlig morgen, mens stranden er øde. Bortset fra alle de andre nøgne morgenbadere, naturligvis. Men vi holder en blufærdig afstand på minimum 150 meter til naboen – tilstrækkeligt langt væk til, at man ikke kan se noget som helst, medmindre man har unge og stærke øjne, og det har man ikke.

Ingen af udstykningens nøgenbadere er nemlig under 50, og de fleste, tror jeg, pensionister. Det er det, der går op for mig, da designeren smider kludene: Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en yngre dansker bade nøgen ved højlys dag. Eller blot en topløs kvinde, som ikke er min kone.

Hun plejer gysende at fortælle om dengang, vi første gang besøgte mine forældre i deres sommerhus, og de med tilsyneladende selvfølgelighed satte sig til frokostbordet, splitterravende kong Hans. Selv i de frie 1980’ere var det ikke hverdagskost. Men mon ikke de forestillede sig, at det snart ville blive en almindelig adfærd på sommerhusterrassen – de havde jo set udviklingen bevæge sig fra badedragt over bikini til topløs.

Sådan gik det som bekendt ikke, og det vil vores egne svigerbørn uden tvivl prise sig lykkelige for. I stedet er blufærdighedstærsklen i det offentlige baderum tilbage på 1950’er-niveau (med den bizarre tilføjelse, at teenagere gør alt for ikke at vise deres tæer: Selv på stranden kan man se dem iført deres åndssvage små sokletter).

Til gengæld skal vi andre vænne os til, at vi var unge i det lille vindue i den vestlige kulturhistorie, hvor kvinder badede topløst. I dag er bare bryster blevet bedstemors domæne med alt, hvad det indebærer. Og spotter man en tidlig morgen et par blottede mandeballer i Sejerøbugten, er det tænkeligt, at det er de to slunkne af slagsen, der sidder for enden af min ryg.

Jeg tænker ikke, at de yngre generationer vil savne vores rynkede nøgenhed, når vi er væk. Men selvom man ikke længes efter en løbsk Freikörperkultur, hvor vi alle står nøgne i kø ved iskiosken, kan man jo godt spørge sige selv:

Hvorfor er det egentlig, at vi tager tøj på, når vi bader?