Jeg mærker, det er weekend, når den der særlige ”lillejuleaftensro” indfinder sig, og jeg bare sidder derhjemme i stuen og ved, at nu ligger der 48 timer foran mig uden de helt store planer, og hvor jeg kan være sammen med min kone og vores to børn, Albert og Mynte. Før i tiden var der ikke den store forskel på hverdag og weekend, for både som professionel cykelrytter og som sportsdirektør har jeg rejst utrolig meget og i lange perioder været væk hjemmefra. Men for to år siden valgte jeg at skrue ned for rejsedagene, fra 180 til kun 40 dage om året, så jeg kan være meget mere sammen med familien. De mange rejser, ventetiden i lufthavnen og evigheder på kedelige hotelværelser, begynder at tære på én, når man ved, at man kunne have brugt tiden sammen med sin kone og børn i stedet for. Der er ingen tvivl om, at den perfekte cykelrytter burde bo hjemme hos sin mor, til han var sidst i 30’erne, for så snart man har fået kæreste og puddelhund, så er karrieren ved at være forbi. For så længes man hjem.
Da jeg var barn, gik jeg i skole om lørdagen, så weekenden var indskrænket til en enkelt dag. Og den forbinder jeg mest med, at vi skulle have et særligt sæt søndagstøj på. Det var ikke, fordi vi fik gæster eller skulle i byen, men det hørte sig bare til. Jeg hadede at have det på, for det var før denimbukserne kom, så mine søndagsbukser var lavet af kamuld, der kradsede helt vildt. Da jeg blev ældre, kom cyklen ind i mit liv. Jeg var ikke særlig glad for at gå i skole og var elendig til fodbold, men da jeg var ni år fik jeg en cykel af min far og begyndte i Amager Cykle Ring. De første år var det mest for hyggens skyld, men da jeg var 16, fik vi en ny træner, som fik mig til at træne mere, og derfra tog det fart. Så ungdommens weekender forbinder jeg især med cykelløb, hvor min far altid tog med, og hvor jeg tit tænkte, at han var en gammel idiot, når han klogede sig på mine præstationer.
Jeg lader op ved at slå hjernen fra. En lørdag aften foran fjernsynet i selskab med den svenske tv-serie om kommissær Beck er guld værd. Højdepunktet er at sove, til man vågner, både lørdag og søndag. Og gerne vågne til duften af æg og bacon, som min kone, der er A-menneske, har lavet til morgenmad. Måske kigger Nike Johnny lige forbi til en kop kaffe, og de der uventede besøg af gode venner er også med til at lade batterierne op til den kommende uge.
Om søndagen i sommerhalvåret cykler jeg. 120 kilometer. I vinterhalvåret løber jeg. 15-20 kilometer. Men ofte er jeg til cykelløb med min søn. Albert er 16 år, dårlig til fodbold og vild med cykelsport, præcis som sin far. Så nu er det mig, der sidder bag bilrattet med min søn ved siden af og hans cykel på taget. Så historien gentager sig. Vi pakker bilen lørdag aften. Står tidligt op søndag morgen, lytter til Queen med ”Another One Bites the Dust” i bilen og svinger lige ind på tankstationen for at hente kaffe. Det er som at være i en tidslomme, hvor rollerne bare er byttet om. Jeg har det lidt blandet med hans passion for cykling. For jeg ved, det er et hårdt liv, han går ind til. Med kolossalt megen stress, brækkede knogler og dårlige odds for at være blandt de få, der virkelig klarer sig godt. Men nu er der trykket på knappen, og han er tændt.
Inden jeg går i seng søndag aften, tjekker jeg altid kalenderen for næste uge. For selvom jeg nu har færre rejsedage, er der stadig meget at se til, når man både er sportsdirektør, kommentator på Eurosport og medlem af byrådet på Frederiksberg. Så mandagen begynder faktisk allerede søndag.