Når der er malet en stor, knaldgul sol i stue- loftet, og den ene endevæg i stuen er dekoreret med håndskrevne visdomsord og et ditto kæmpemæssigt hjerte, kræver det ikke den store fantasi at forestille sig, at her bor en kreativ og livsglad sjæl.
Det gør der også. Sara Hamdrup hedder hun – filminstruktøren, lydbogsoplæseren, tolken og en hel masse andet-mennesket, der bor i den farverige lille stuelejlighed midt i Odense. Men livsglad har hun ikke altid været. I 2012 blev hun ramt af alvorlig depression og angst, der betød, at hun endte med at indlægge sig selv på en psykiatrisk afdeling.
”Jeg ville så gerne leve, men havde det så skidt, at jeg begyndte at tænke på døden som noget tillokkende. Det gjorde mig rigtig bange, og derfor var jeg nødt til at have noget hjælp,” fortæller Sara Hamdrup.
Kort tid inden hun blev indlagt, var hun begyndt at skrive sine tanker ned, og det fortsatte hun med både under og efter indlæggelsen. Én tanke som overskrift og højst en A4 side pr. tanke – sådan blev skrivekonceptet for den dengang så ulykkelige kvinde. Og skriveriet både hjalp og afskrækkede hende.
”Jeg havde oprigtigt planer om at prøve at skrive noget sjovt, fordi jeg tidligere havde skrevet tekster til revyer og sådan noget. Men det var bare på ingen måde sjovt, når jeg læste teksterne igennem, nogle dage efter de var skrevet. Det var meget sort, og jeg blev selv helt skræmt af dem. Men samtidig var det også forløsende at komme ud med alt det, jeg havde indeni,” siger Sara Hamdrup.
Efter at have skrevet i tre år satte Sara Hamdrup punktum. Hun havde med hjælp fra det etablerede behandlingssystem, men særligt fra en kunstterapeut, fået det så godt, at hun følte sig klar til at kalde sig selv for rask.
Igennem det først halvandet års tid som syg havde hun tænkt, at de mange sider med ord engang skulle danne baggrund for en bog. Men en medarbejder på Center for Mental Sundhed, Odense Kommunes rådgivnings- og informationscenter for mental sundhed, psykisk sårbarhed og psykisk sygdom, kom med en ny idé, da Sara Hamdrup røbede for hende, at hun i hemmelighed skrev sine tanker ned.
”Jeg havde på intet tidspunkt fortalt nogen om alt det, jeg havde skrevet. Så da jeg endelig fortalte det til en, blev jeg overrasket, da hun sagde, at hun så teksterne som udgangspunkt for noget lyrik. Men jeg syntes godt om tanken, og det betød, at jeg kom ud og læste nogle af mine tekster op i forskellige kirkelige og kulturelle sammenhænge. Jeg var meget bange i starten, men samtidig havde jeg rigtig meget lyst til det,” fortæller Sara Hamdrup.
Positive tilbagemeldinger gav den i dag 38-årige kvinde mod på mere, og langsomt voksede en idé frem om at få lokale kunstnere til at fortolke et udvalg af hendes tekster – tekster, der skulle illustrere hendes rejse fra syg til rask. Hele processen skulle dokumenteres i en film, hvor hun også selv skulle medvirke i kraft af en videodagbog.
Det lykkedes Sara Hamdrup at få syv kunstnere inden for hver sin genre med på idéen. Alle arbejdede de gennem nogle måneder intenst med et af hendes digte for til sidst at have skabt et stykke unikt kunst, der fortolkede ordene og gjorde dem sanselige igennem blandt andet dans, keramik og sang.
Det var en stor, voldsom, men allermest en berigende oplevelse for Sara Hamdrup at opleve og gennem filmoptagelser se det dokumenteret, hvad de syv kunstnere hver især havde skabt ud fra hendes meget personlige tekster.
”Jeg er så beæret over, at de her kunstnere ville gøre det her for mig, og det var en meget intens oplevelse at se deres resultater. Det var ikke det hele, jeg forstod, første gang jeg så det, men jeg opdager stadig hele tiden noget nyt,” siger hun og tager to brunlige lermasker i en skotøjsæske frem, som keramiker Poul Sylvestersen har lavet.
”De her perler, der sidder her på den ene maske, kunne jeg slet ikke lide i starten. Men nu er jeg blevet glad for dem. Jeg ser dem som noget positivt – jeg tror, at han har villet give mig noget glimmer i tilværelsen,” siger Sara Hamdrup og smiler.
Bag hende hænger en stor sort-hvid tegning af en nøgen, langhåret kvinde på en trapez. Hun ser lykkelig og fri ud, som hun svæver højt oppe i luften med håret blafrende bag sig. Det er den sidste tekst i rækken af syv, som tegner Nadia Emma-Bjørg Staldgaard har fortolket gennem sin tegning. Den tekst, hvor Sara Hamdrup satte sig selv fri og kastede sig ud i livet, efter depressionen og angsten i flere år havde kapret hendes liv.
”Med filmen har jeg vist alle de grimme ting og alt det hemmelige, som jeg førhen ikke fortalte til nogen. Nu er det ude – nu skal jeg ikke længere tænke over, hvem der ved det. Jeg skal ikke skamme mig over alt det, jeg førhen skammede mig over,” siger hun, men skynder sig at tilføje, at filmen ikke er skabt for, at hun har kunnet sætte sig selv fri.
”Jeg har ønsket at lave filmen ’Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst’, fordi jeg har et budskab, der handler om, at man begynder at tænke i alternativer til den behandling, man giver i dag i psykiatrien. Jeg har selv brugt kunstterapi, som har hjulpet mig rigtig meget, og jeg tror, at der ligger et stort potentiale og venter,” siger Sara Hamdrup.
Dokumentarfilmen ”Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst” er blevet vist i blandt andre Cafébiografen i Odense og Øst fra Paradis i Aarhus, og den 19. november skal den i samarbejde med Johannes Larsen Museet vises i Kerteminde Kino. Og Sara Hamdrup håber, at den kommer endnu længere ud.
”Jeg har fået flere tilbagemeldinger, der får mig til at tro, at det slet ikke kun er os, der er medlem af ’den hemmelige klub’, som kan genkende alle de følelser og tanker, som kunstnerne fortolker i filmen. Så på den måde tror jeg, at der er mange, der vil kunne spejle sig i noget af filmen,” siger Sara Hamdrup.