Kåre Gade: Fruen og jeg øver os i at være bedsteforældre

Mens vores søn og svigerdatter er ude at spise, øver vi os i at være farfar og farmor. De har afleveret ham sammen med et omfattende arsenal af bleer, bideting, modermælk, mælkerstatning, frugtmos og lige så omfattende instruktioner. Det er nye tider, nye roller, skriver Kåre Gade

Det er svært at vide, hvad der foregår i hovedet på en femmåneders baby, skriver Kåre Gade om sin rolle som nyslået farfar.
Det er svært at vide, hvad der foregår i hovedet på en femmåneders baby, skriver Kåre Gade om sin rolle som nyslået farfar. Foto: Nima Stock/ritzau.

Da jeg kommer hjem med pizzaerne, sætter jeg æskerne på spisebordet og går en runde i lejligheden. Den er underligt tom og stille. I køkkenet finder jeg min kone.

”Hvor er han?”, spørger jeg.

”Inde ved bogreolen,” siger hun.

Jeg går tilbage i stuen og finder ham liggende på gulvet bag sofabordet i færd med at studere titlerne på de nederste hylder. Han er så travlt optaget af bøgerne, at han ikke opdager mig.

Måske overvejer han, hvad reolens udvalg af skønlitterære titler fortæller om min kone og mig. Måske lægger han planer for, hvordan han vil reorganisere det omhyggeligt alfabetiserede bibliotek på en ny og spændende måde.

Det er svært at vide, hvad der foregår i hovedet på en femmåneders baby.

”Rødvin?”, spørger min kone.

”Kun et enkelt glas. Vi skulle nødig blive fulde,” siger jeg.

”Og snuble over en skammel og tabe ham,” siger min kone.

”For så får vi aldrig lov at passe ham igen,” siger jeg.

Mens vores søn og svigerdatter er ude at spise, øver vi os i at være farfar og farmor. De har afleveret ham sammen med et omfattende arsenal af bleer, bideting, modermælk, mælkerstatning, frugtmos og lige så omfattende instruktioner. Det er nye tider, nye roller.

Mens barnet underholder sig med litteraturen, spiser vi pizza, tager endnu et glas rødvin og bliver enige om, at det nok snarere er hans forældre, som har det svært ved at skulle undvære ham end omvendt.

I det samme lyder der hjerteskærende gråd ovre fra reolen, og min kone skynder sig at samle ham op, og pludselig er det meget nemt at vide, hvad der foregår i hovedet på en femmåneders baby: Han har opdaget, at hans forældre er væk.

Tårerne strømmer ned ad drengens kinder, læberne bævrer, og hans øjne søger desperat, men forgæves efter far og mor. Vi sætter Earth, Wind and Fire på stereoanlægget – glad soul som foreskrevet i instruktionsbogen – og skiftes til at danse rundt med ham i lejligheden. Det er sin sag, når man er midt i 50’erne, lige har spist en pizza, og barnet allerede vejer 10 kilo. Det hjælper heller ikke; han er utrøstelig og bliver først stille, da han falder i søvn af savn og udmattelse. Selv som han ligger dér i barnevognen, ser han ulykkelig ud.

”Det synes jeg ikke, vi behøver at fortælle dem,” siger min kone.

Vi lader musikken spille videre for en sikkerheds skyld. Da han vågner 20 minutter senere, er han forvandlet til en smilende og pludrende overskudsbaby. Han får en tør ble, og min kone sætter sig på gulvet med ham – for at træne hans motorik, som hun siger.

”Tror du, vi skal give ham noget mad?”, spørger jeg.

”Han er overhovedet ikke sulten,” siger min kone.

”Nej, men for hans forældres skyld? Så de kan se, at vi gør os umage?”, siger jeg.

”Han kan få noget senere,” siger min kone.

I det samme ringer det på døren.

”Nå, det var tidligt,” siger jeg, da jeg lukker hans forældre ind. ”Kunne I ikke finde på mere at snakke om?”.

”Vi var bare alt for mætte til drinks bagefter. Holder I diskofest?”, spørger vores svigerdatter.

”Åh, der var en lille krise, da han opdagede, I var væk. Men nu går det godt igen,” siger min kone.

Vores barnebarn griner stort, da han får øje på sine forældre.

”Hej, lille mand, har du savnet os?”, siger de og tager ham op.

Så kigger de på os: ”Har han fået noget at spise?”.