Prøv avisen

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Herhjemme har nytårsevalueringer erstattet nytårsforsætter

Det bedste ved året er ikke svært at komme i tanke om, og det værste heller ikke, skriver Anne-Cathrine Riebnitzsky. Foto: Leif Tuxen

Jeg har aldrig haft stor fidus til nytårsforsætter. Det har altid forekommet mig urealistisk, at vi skulle tabe alle de kilo og løbe så meget længere, og hvad man ellers kan finde på. Men jeg sætter pris på evalueringer, skriver forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky

”Er du klar?” spørger jeg min mand.

Han nikker.

Jeg folder mit ark papir på midten og rejser den øverste flap op, så han ikke kan se, hvad jeg skriver. Min mands papir ligger fladt ned på bordet, men da hans håndskrift ”til eget forbrug” er ganske svær at tyde (nogle påstår, at hans noter ser ud, som om de er forfattet med venstre fod), så er der ingen fare for, at jeg kan tyde, hvad han skriver.

Vi sidder over for hinanden og det, der nu er i gang, er en mulig ny tradition, som jeg er blevet inspireret til samme morgen, hvor jeg har mødt en længe savnet veninde til brunch. Hun bor i udlandet, så vi ses ikke så tit, som jeg kunne ønske mig. Hun og hendes kæreste skriver omkring nytår hver en liste over de tre værste og tre bedste ting ved året, der gik.

Jeg har aldrig haft stor fidus til nytårsforsætter. Det har altid forekommet mig urealistisk, at vi skulle tabe alle de kilo og løbe så meget længere, og hvad man ellers kan finde på. Men jeg sætter pris på evalueringer. Jeg synes, jeg lærer noget af at evaluere et år eller arbejdsindsatsen med en bog eller andre større begivenheder. Set i det lys har jeg taget denne nye idé til mig.

Jeg skriver hurtigt nogle ting på min liste. Jeg har måske nok et forspring, da jeg i løbet af dagen har nået at tænke lidt over det bedste og det værste ved året, inden min mand kommer hjem fra arbejde, men han er nu ikke sen til at skrible derovre på den anden side af bordet, beslutsom som han er.

Det bedste ved året er ikke svært at komme i tanke om, og det værste heller ikke. Nummer to på listen ligger også nogenlunde lige for, men tredjepladserne må jeg gruble noget over. Det siger sig selv, at kandidaterne til eventuelle fjerde-, femte- og sjettepladser står i kø.

Vi kigger begge op fra papiret. Jeg har foldet mit ark sammen. Meningen er, at man ikke skal blive inspireret af den andens liste, men blot lave sin egen. Og så bytter man og læser. Jeg skubber mit ark hen over bordet. Min mand skæver ned til sit ark.

”Sig til, hvis du vil købe en vokal eller en konsonant,” siger han med et skævt smil.

Med lidt hjælp kan jeg godt tyde hans liste. Vi har noteret nogle af de samme ting. Der er også et par steder, hvor begivenhederne slet ikke er ens. Belastninger og lykkelige øjeblikke er forskellige, og det gør jo ikke spor. Det interessante er nok i virkeligheden, at noget af det værste ved det år, der er gået, det havde vi vitterlig ingen indflydelse på. Eller kun meget begrænset indflydelse på.

Jeg synes ikke, at det tager håbet fra mig. Men det sætter måske nogle ting i perspektiv – så som ens lidenhed; ens menneskelighed. En af vores fælles ting på listen over det bedste ved året voksede ud af noget, der i januar 2018 lignede en masse bøvl og besvær for os begge.

Øvelsen er til fri afbenyttelse. Jeg tror såmænd ikke, at man behøver at dele den med en kæreste eller ven for at få noget ud af den. Men den giver måske et bedre og mere realistisk fundament for at finde ud af, om der er noget, man kan flytte på, for at 2019 skal blive et overraskende godt år. Idéen er hermed givet videre.