Prøv avisen

Øboere sanser naturen mere end mennesker på fastlandet

På Saltholm er du blot 12 kilometer fra Rådhuspladsen i København og med udsigt til Malmø, Øresundsbroen, de mange fly og fragtskibe er øen omgivet af uro. Alligevel er her en særlig fred. – Fotos: Jesper Vorre.

Med sin bog ”De sidste øboere” håber Christina Vorre at sætte fokus på affolkningen af landets mindste øer. Selv blev hun bjergtaget af øboernes åbenhed og måden, hvorpå de levede i pagt med naturen, da hun sidste sommer besøgte 10 danske småøer

”Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt

så skært og skønt i solen, som aldrig jeg har set.”

Sådan lyder det i L.C. Nielsens digt fra 1901, og det var også præcis, hvad forfatter Christina Vorre gjorde sidste sommer. Så de bøgelyse øer ud over havet spredt, da hun rejste rundt i Danmark for at aflægge visit på 10 af landets mindst befolkede øer. Fra Hirsholmene i det nordligste Danmark til Ertholmene i det østligste. Besøgene foretog hun, fordi hun var nysgerrig på livet derude. Hvordan er det at bo på en næsten øde ø?

”Danmark er jo et ørige. Men mange af de små øer bliver langsomt affolket, og på den måde mister vi noget af vores kulturarv. Der er en masse traditioner, der forsvinder, fordi der ikke længere er nogen til at holde dem i hævd eller til at huske dem. Det kan nok ikke undgås, at det sker på nogle af øerne, men det er synd, hvis det sker på dem alle,” siger Christina Vorre.

Visitterne på de 10 små øer, der i flere tilfælde blev foretaget som små miniferier med familien, er blevet til bogen ”De sidste øboere. Fortællinger af øboere fra udkanten af det danske ørige”, der udkom tidligere i denne uge.

På alle øer har Christina Vorre oplevet mennesker, men også natur, der har gjort indtryk på hende. Særligt kontrasterne til fastlandet står stærkt i hendes erindring.

”Tag for eksempel Saltholm, som du kommer til fra Kastrup. Her sejler du ud, og så står du kun 12 kilometer fra Københavns Rådhus. Flyene flyver hen over hovedet på dig, der sejler store fragtskibe forbi, og man kan se over til Malmø. Der er enormt meget trafik på den måde, men det er slet ikke sådan, det føles at være derude. Det er mere som at ankomme til et slags frodigt månelandskab, hvor køretøjet bumper hen over det ujævne landskab. Og pludselig møder du et får og lidt efter en hest. Det er meget kontrastfyldt, når man kommer lige fra den store by,” siger hun.

Christina Vorre oplevede også, at øboerne har et ganske andet forhold til naturen end dem, der som hende, selv bor i storbyen.

”De er meget mere opmærksomme på naturen. De sanser den på en eller anden måde mere, end mange af os andre gør. For eksempel de to brødre på Birkholm i det Sydfynske Øhav, Frede og Morten, der er fiskere, og som jeg også interviewer i bogen. Jeg oplevede, at de meget tydeligere og bedre ser og forstår naturen end os – sikkert fordi de er midt i den hele tiden. Ligesom mange af de andre øboere, jeg skriver om i min bog, ser de ikke naturen som en forhindring på samme måde, som vi andre til tider gør. Hvis vejret for eksempel betyder en aflyst færge, er det ikke noget, der går dem frygteligt meget på, som det meget let kunne gøre for os andre.”

Inden hun begyndte sin færd rundt i det danske ørige, forberedte Christina Vorre sig på, at det muligvis kunne blive svært at komme ind på livet af øboerne. Måske var de blevet småsære og afvisende over for udefrakommende af det lidt isolerede og anderledes liv på de små øer. Men dette var på ingen måde tilfældet – snarere tværtimod. Ikke et eneste nej har hun fået af de øboere, som hun har kontaktet og gerne har villet tale med.

”Alle har været meget opmærksomme og insisteret på, at jeg skulle tale med ’rigtige’ øboere, når jeg kom på besøg. Og rigtig øboer er man kun, hvis man er født på øen,” siger Christina Vorre.

Der er kommet mange interessante og sjove historier ud af møderne med øboerne – både historier, der rækker flere hundrede år tilbage, og nutidige, der med al tydelighed viser, at selvom man deler en titel som øboer, kan man leve nok så forskellige liv. Der er for eksempel ikke blot mange kilometer, men nærmest en verden til forskel på det liv, Karsten og Bente Kjærgaard lever på deres økologiske landbrug på Livø i Limfjorden, og så det, Jørgen Nielsen som eneste fastboer på Hirsholm nordøst for Frederikshavn hver dag står op til.

For Christina Vorre har turen rundt til de små øer åbnet hendes øjne for en del af Danmark, som mange af os ikke kender til, og hun er sikker på, at hun skal besøge øerne igen. Personligt har hun forelsket sig ekstra meget i både Mandø i Vadehavet og Baagø i Lillebælt. Begge steder oplevede hun, hvordan ”folk holder øje” med hinanden – vel at mærke på den gode måde.

”På Mandø er det ikke nødvendigvis sådan, at man ses med alle. Men man holder øje med hinanden. Haverne derovre hænger nærmest sammen, fordi man ikke har plantet hække mellem dem. Jeg oplevede, når jeg sad og interviewede, at øjnene kunne flakke lidt, hvis nogen gik forbi ude på vejen. De har et ekstra øje på hinanden,” siger Christina Vorre og fortsætter:

”På Baagø snakkede jeg også med en mand, der, efter at jeg havde præsenteret mig, kunne sige, at så måtte det være mig, der lejede et hus der og der og kørte i en hvid bil – de havde simpelthen set vores bil og vidste, vi var her. På den måde er der ingen hemmeligheder, for de ved, man er der. Men jeg følte mig ikke overvåget – kun holdt øje med på den gode måde,” siger hun.

Christina Vorre har på sin tur besøgt følgende øer: Hirsholmene, Livø, Mandø, Baagø, Skarø, Hjortø, Birkholm, Vejrø, Saltholm og Ertholmene.