Prøv avisen

Kåre Gade på ædruelig ørkenvandring

Jeg har ikke glemt, hvad jeg tidligere på året lovede i denne klumme, nemlig at afholde mig fra enhver form for religiøs faste. Der er tale om et medicinsk eksperiment, som alene sigter på at forlænge mit dennesidige liv, skriver Kåre Gade.

Jeg har hele tiden tænkt, at diæten skulle vare tre måneder, men det forekommer mig pludselig lidt overdrevet. I løbet af natten får jeg overbevist mig selv om, at to måneder, der i parentes bemærket føles som fem, må være rigeligt til at finde ud, om diæten har haft nogen effekt, skriver Kåre Gade

Det er dejligt at se dig smile. Du virker helt menneskelig, siger min kone, mens værterne bærer tallerkener og bestik ud i køkkenet.

Vi er fire retter og tre flasker igennem en af de få pauser, jeg har bevilget mig selv fra den kød-, alkohol-, sukker-, fedt- og glædesløse diæt, jeg har overholdt siden slutningen af februar. Jeg kan godt selv mærke effekten, da jeg drikker den sidste mundfuld eiswein og læner mig tilbage i stolen: Farven vender tilbage i kinderne, de matte øjne får glans, og den humoristiske sans begynder at knitre svagt i de udtørrede synapser.

Og nej, jeg har ikke glemt, hvad jeg tidligere på året lovede i denne klumme, nemlig at afholde mig fra enhver form for religiøs faste. Der er tale om et medicinsk eksperiment, som alene sigter på at forlænge mit dennesidige liv.

Det begyndte, da jeg sad hos lægen, som sagde så mange pæne ting om mine blodprøver, at jeg kunne høre, at det ville ende med et men. Det gjorde det også, og for at understrege sagens alvor drejede hun computerskærmen, så jeg kunne se tallene: Mit D-vitaminniveau var lavt som et ligblegt Hizbollah-gidsels, til gengæld struttede mine kolesteroltal af krølfedt, tandsmør og andet dødsforagtende vellevned.

På vej hjem fra lægen købte jeg seks alkoholfri øl, tre dåser sardiner og et glas piller af den slags, man ordinerer til niqab-klædte kvinder. Og sådan begyndte tre måneders rastløs ædruelig ørkenvandring.

Men altså med enkelte indlagte vandingshuller – som denne aften, hvor værten nu runder det fedt- og promilledrevne festmåltid af med at spørge, om vi foretrækker cognac, rom eller grappa til kaffen. Jeg har mest lyst til at bede om en af hver, for ved midnat lukker det lille vindue til mit gamle, muntre liv igen. I morgen er guldkareten forvandlet til et græskar, som skal indgå i en nøjsom suppe.

Men hvor længe skal det stå på?

Jeg har hele tiden tænkt, at diæten skulle vare tre måneder, men det forekommer mig pludselig lidt overdrevet. I løbet af natten får jeg overbevist mig selv om, at to måneder, der i parentes bemærket føles som fem, må være rigeligt til at finde ud, om diæten har haft nogen effekt ud over alle de åbenlyse bivirkninger. Jeg ringer for at bestille tid til nye blodprøver.

”Jeg har en tid onsdag inden Kristi himmelfartsdag,” siger lægen.

Der opstår en pause, mens jeg tæller ugerne i kalenderen.

”Jeg havde egentlig forestillet mig noget i næste uge,” siger jeg.

”Desværre,” siger lægen.

Fra næsten at være overstået er min faste igen blevet tre måneder lang. Stillet over for endnu en måned med Bavarias 0,0 procents pilsner som weekendens hedonistiske højdepunkt går det op for mig, at uanset hvad de næste blodprøver viser, har jeg tabt:

Enten er det lykkedes at tvinge mit kolesterol ned i et normalt leje, og så har jeg dømt mig selv til livslang udforskning af juicens, rodfrugternes og de fede fisks verden. Eller også fester mine tal uanfægtet videre oppe i det røde felt, og jeg må lære at leve med, at afholdenhed og beskeden livsførelse ikke vil lægge en dag til mit korte liv.

Nu, hvor jeg skriver det, kan jeg godt mærke, hvordan jeg helst vil tabe onsdag inden Kristi himmelfartsdag.