Det sker af og til, at nogen gerne vil synge Kim Larsens ”Om lidt” til begravelsen, selvom den ikke står i salmebogen.
Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men den er ikke god at synge i kirken. Det er som om, den ikke er til at komme igennem. Den forløser ikke, hjælper ikke, men gør ondt værre. Uanset om det er et meget tragisk dødsfald eller om den, vi tager afsked med, døde mæt af dage: ”Om lidt” kommer – stik imod den gode hensigt – til at standse det forløb, som en begravelse eller bisættelse er. Og som netop er tilrettelagt sådan, at vi kommer igennem afskeden i kirken – også når det næsten ikke er til at holde ud.
Idéen er ellers oplagt: ”Om lidt” sætter jo ord på, hvordan det er at miste: ”Om lidt bli’r her stille – om lidt er det forbi”. Sådan er det jo! Når en af dem, vi ikke kan undvære, er død fra os, bliver der stille. Stille omkring os og nogle gange også helt stille i os. Fordi det er forbi – endegyldigt forbi.
”Fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi?”, spørger sangen videre. Det er også spørgsmål, der rumsterer ved afskeden: Fik den døde det liv, han eller hun ønskede? Blev længsler og drømme til virkelighed? Blev glæden og lykken?
”Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt. Går i stå på sin line i et sanseløst sekund,” hedder det i næste vers. Linjer, der også rammer dødens realitet: At en dag går vi mod den vej, et menneske må gå alene, vi må forlade livets scene, gå i stå og gå ud af manegen. Vores forestilling er forbi.
Men – måske – alligevel med et lille håb: ”Om lidt, om lidt er vi borte. Vi ses måske igen”.
Ja, den ligger lige for, den sang, når vi har mistet. Alene titlen rammer det grundvilkår, der er så indlysende, men som vi alligevel ofte overser: At livet er så kort; at tiden går så hurtigt; at vi om lidt er borte.
Digteren Emil Aarestrup har skrevet et digt, som Kim Larsen måske har haft i baghovedet, da han skrev ”Om lidt”. Digtet hedder ”Angst” og har kun to små vers:
Hold fastere omkring mig
med dine runde arme;
hold fast, imens dit hjerte
endnu har blod og varme.
Om lidt, så er vi skilt ad
som bærrene på hækken;
om lidt er vi forsvundne,
som boblerne i bækken.
Både sangen og digtet rammer lige midt ned i det vilkår, vi må leve med, men som er så vanskeligt at holde ud: At om lidt er vi borte, om lidt er vi forsvundne.
Ud fra kristendommen er der imidlertid mere at sige. Og det er måske her, det går galt i forhold til Kim Larsens ”Om lidt”. For nok er spørgsmålet ”Fik du set det du ville, fik du hørt din melodi?” et oplagt spørgsmål, når vi mister eller tænker over vores eget liv og død. Og et spørgsmål, man skal lytte til, før det er for sent.
Men det er nok så vigtigt, at der et sted er plads til livet, som det blev, og mennesket, som det var. Også alt det, der ikke blev, det der mislykkedes, eller alt det, som et menneske ikke nåede. Det er vigtigt, at der er et sted, hvor det ikke kommer an på, hvad et menneske udrettede og opnåede, men hvor det handler om at være taget imod. Det handler det om i kirken. Også når vi mødes til begravelse. Nok mindes vi om, at om lidt er vi borte, men vi mindes nok så meget om, at vi er elsket og accepteret af Gud som dem, vi er, og som vores liv gjorde os til.
Og så fungerer det i øvrigt fint, hvis organisten spiller ”Om lidt”, når kisten bæres ud.