Valgmenighedspræst: Om søndagen samler jeg mig om Gud

For valgmenighedspræst Nana Hauge er søndagens prædiken det højdepunkt, som samler ugen og hendes tro. Næsten lige så vigtig er en helt særlig kop te

Nana Hauge, født 1972, er valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg VGalgmenigheder ved Slagelse og redaktør af tidsskriftet Nyt Babel. –
Nana Hauge, født 1972, er valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg VGalgmenigheder ved Slagelse og redaktør af tidsskriftet Nyt Babel. – . Foto: Leif Tuxen.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg forhåbentlig er blevet færdig med min prædiken fredag eftermiddag, inden jeg henter mine børn på 7 og 11 år fra skole. Weekend er for mig også ensbetydende med fredagsslik og gode serier med familien. Jeg prøver at præsentere dem for noget kulturhistorie, så vi har blandt andet set ”The Crown” om dronning Elisabeth og ”Matador”, og for tiden ser vi DR’s ”Historien om Danmark”, som vi ikke fik set, da den kørte om søndagen.

Jeg vil gerne vågne af mig selv, og det lykkes efterhånden. Børnene ved, at hvis de vækker os, tager vi deres telefoner fra dem. Når jeg så er vågen, vil jeg gerne have morgenmad lige med det samme. En kop morgente er det bedste, jeg ved.

Jeg glæder mig ofte om aftenen til, at vågne næste morgen, så jeg kan få dagens første kop te. Det skal være Pu Ehr te fra Kina lavet på en bestemt måde og serveret i en bestemt kop. Jeg vil også gerne, at vi spiser morgenmad sammen om lørdagen, for det er den eneste dag, jeg kan være sikker på, at det sker.

I en weekend vil jeg gerne bare være sammen med min familie, uden at vi har særlige planer. Måske går vi en tur, helst ved vandet eller i skoven. Jeg nyder den langsomme tid, for vores hverdag er så skemalagt. Både min mand og jeg arbejder forskudt og på mærkelige tidspunkter, så lørdagen er helliget familien. Vi kan dog godt lide at holde middagsselskaber om aftenen og elsker begge to at lave mad. Jeg kan bedst lide, når der ikke er flere gæster, end at man kan tale rundt om bordet.

På en søndag holder jeg altid to gudstjenester. Hele familien er med til den første, og så kører jeg videre til den næste alene og er hjemme over middag. Så tager jeg som regel en lille lur. Man er jo ret meget på som præst, og gudstjenesten er for mig en kulmination på hele ugen. Her samler jeg alle mine oplevelser og samtaler og tanker i min prædiken. Gudstjenesten om søndagen er en helt central del af mit virke, for det er i udlægningen af Bibelen og mødet med menigheden, at kristendommen lever. Den skal tales og synges.

For mig er søndagens gudstjenester også den tilbagevendende begivenhed, hvor jeg for alvor samler mig om Gud og Guds ord. Jeg har ikke en særlig veludviklet bønspraksis resten af ugens dage. Vi siger dog en kort amerikansk bøn, min mand er amerikansk, sammen med børnene hver aften, inden de skal sove. Det er en god afrunding på dagen sammen med Laura Ingalls bøger, som jeg er ved at læse for dem. Det er et opbyggeligt forfatterskab, der handler om det lille menneskes møde med en barsk natur og en kaotisk verden, men selvom familien Ingalls rammes af alverdens ulykker, er Lauras fortælling alligevel en fortælling om, at det ender godt. På trods af fejlslået høst, ulve og ulykker holder familien modet oppe og forfalder sjældent til klynk og pyldren, og jeg tror, det gør børn stærke i ånden at høre den slags historier.

Skal jeg ud af huset, tager jeg gerne på Malergården i Odsherred, som er kunstnerfamilien Swanes bevarede hjem. Eller på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Jeg kan godt lide at se på billeder og nyder den æstetik, der er omkring stederne. Jeg kan også godt lide at tage ud at spise. Der er ikke så mange valgmuligheder omkring Slagelse, hvor vi bor, men vi tager gerne til en skøn fiskebar i Bisserup. Det er et gammelt fiskerleje, helt yndigt med små bindingsværkshuse, og det er ikke rigtig opdaget af verden endnu, så der er ingen tingeltangel, bare fiskebaren, en havn og en strand. Jeg kan godt lide det rolige og enkle.

Inden jeg går i seng, skal jeg have min te igen, det er et fast ritual, og så læser jeg altid i sengen. For tiden er jeg i gang med ”Sind” af Jakob Knudsen, der også var præst. I denne bog beskriver han en bondeslægts fanatisme og selvtægt. Den er ret voldsom, men god.