Elisabeth Gerner Nielsen: På bilfrie søndage var stilheden ligeså øredøvende som nu

Generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening Elsebeth Gerner Nielsen er vokset op på en gård, hvor weekendudflugterne måtte passes ind efter, hvad dyrene og markerne tillod

60-årige Elsebeth Gerner Nielsen er tidligere kulturminister for De Radikale og tidligere rektor for Designskolen Kolding. Siden januar har hun været generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening. – Foto: Palle Skov.
60-årige Elsebeth Gerner Nielsen er tidligere kulturminister for De Radikale og tidligere rektor for Designskolen Kolding. Siden januar har hun været generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening. – Foto: Palle Skov.

Normalt mærker jeg, det er weekend, når jeg sidder i toget på vej hjem fra København til Kolding. I stedet for at arbejde læser jeg det, jeg har lyst til, og jeg spiser en hamburger, som jeg kun må få om fredagen. Men nu mærker jeg, det er weekend, når jeg slukker skærmen fredag eftermiddag og ved, at jeg kunne lade være med at tænde den de næste 48 timer. Det er dog ikke så tit, det holder i den her tid, hvor højskolerne er i knæ. Ofte kommer venner forbi til en drink fredag eftermiddag, og vi ender med at lave aftensmad sammen og gå ned til bunkeren og se solen gå ned over havet. Vi er nemlig ikke i vores hjem Kolding lige nu, men i vores sommerhus i Tversted på vestkysten i Vendsyssel.

Da jeg var barn, var der bilfrie søndage. Stilheden var ligeså øredøvende, som den er i den her tid. Man kunne høre græshopperne synge og glæde sig over, at der ikke lå døde pindsvin på vejen. Jeg husker en enorm følelse af fred, når jeg sadlede min hest og red de otte kilometer til Frederikshavn fra Faurholt, hvor jeg voksede op. Jeg lærte naturen at kende som barn, og glæden over den har fulgt mig siden. Det var blandt andet, når jeg arbejdede i marken på vores gård og i praksis oplevede den natur, som man finder beskrevet af digtere som Jeppe Aakjær og Jens Rosendal i Højskolesangbogen.

Jeg er vokset op med, at arbejde og fritid går ud i et. Vi holdt sjældent fri på gården, men når dyr og marker tillod det, pakkede vi folkevognen med en madkurv med for eksempel kylling og agurkesalat. Vi skulle altid hjem, inden køerne skulle malkes, men der var sommetider tid til en tur til Tverstedsøerne – et sted, jeg stadig elsker. Jeg er også vokset op i et meget stærkt civilsamfund og med folkelige fællesskaber. Fra Venstre-festerne i forsamlingshuset til foreningslivet og det andelsejede frysehus. Jeg spillede håndbold og er vokset op med frivillighed og med, at det er naturligt at yde noget for fællesskabet.

Når jeg skal slappe af, skriver jeg på noget, som jeg ikke skal skrive. Jeg skriver små essays, artikler og andre ting, der ligger mig på sinde. Men det er også fantastisk at gå en tur ved Vesterhavet og se, hvordan en flok strandskader piler af sted styret af vind og strøm eller måske noget helt tredje, som vi ikke ved, hvad er.

Søndag morgen er langsom. Jeg bager brød eller går til bageren efter grovbirkes. Til daglig læser jeg aviser på skærmen, men i weekenden kommer de i papirudgaven, og der er ikke noget bedre end at vågne til avisen, der dumper ned i postkassen om morgenen. Søndag er også en dag, hvor jeg laver en masse dejlig mad og eventuelt så meget, at der også er noget til resten af ugen. Hvis der er tid til det, sover jeg en eftermiddagslur – meget gerne udenfor.

Skal jeg ud af huset, er det for at løbe en tur, og sommetider går jeg i kirke. Jeg holder af pausen. Af at sidde på en kirkebænk, hvor tusinder af mennesker har siddet før mig, og få nogle gode ord med på vejen. Jeg hørte forleden en andagt i radioen – pausen kan godt komme ad den vej i en virtuel tid.

Inden jeg går i seng, kigger jeg på Månen, som dag for dag vokser eller svinder. Og jeg gør også noget praktisk: Jeg sætter en bolledej over og sætter alle apparater til opladning. Til sidst gør jeg, som Klaus Rifbjerg skrev i digtet ”Udenfor har vinden lagt sig”: Jeg slukker og ser efter, om dørene er låst.