Prøv avisen

Sognepræst: Litteratur gør noget ved os

Sognepræst Henrik Bang-Møller har i løbet af sommeren haft en sansemættende læseoplevelse, han aldrig vil kunne fortrænge

Sommertid er læsetid. Det er det i hvert fald for mig. Især af den slags litteratur og de bøger, jeg ellers ikke kan nå at læse i en travl hverdag. Det vil sige: egentlig har jeg tid nok, men jeg har svært ved for alvor at samle mig om en virkelig fordybelse i et større værk, fordi tiden hele tiden bliver slået i stykker af alt det, jeg også skal gøre.

I år havde jeg sat mig for at ville læse Thomas Manns imponerende og skelsættende hovedværk ”Doktor Faustus” fra 1947. Læsningen skulle danne indledningen til en fornyet beskæftigelse med det onde, som jeg for nogle år siden allerede var begyndt med under tre måneds studieorlov. Men nu ville jeg nærme mig det onde med udgangspunkt i en mere skønlitterær beskæftigelse med fænomenet. Det genererer andre og mere livsnære erkendelser, som man fagteologisk ikke på samme måde har adgang til.

Jeg har det sådan, når jeg læser dens slags romaner, at jeg formelig bliver helt væk og meget hurtigt danner mit eget billedrige univers, som jeg under læsningen går rundt og på opdagelse i. I dén forstand tager romanen, dens sprog, personerne og miljøet mig i sin besiddelse, og jeg lader mig på det nærmeste forføre.

Det blev jeg mildt sagt også af ”Doktor Faustus”, der ligesom andre af Thomas Manns store romaner er regelret bjergtagende; måske ligefrem besættende? Til Danmarks Radios tv bekendte forfatteren Jørgen Leth på et tidspunkt, at da han læste romanen for første gang i begyndelsen af 1950’erne, blev han angrebet af voldsom angst – ikke alene på grund af bogens handling og beskrivelser, som ellers i sig selv nok kan ryste benene under et følsomt gemyt, men også fordi han dengang røg hash næsten hver dag. Det gør jeg ikke, men kan godt følge ham i blive grebet og – som antydet – forført. Afdøde forfatter Ebbe Kløvedal Reich har også engang fortalt, at han under 68’er-revolutionen eksperimenterede med det euforiserende stof lsd og ydermere tilskrev den hallucinerende tilstand, det bragte ham i, som én af grundene til, at han bevarede sin tro på Gud, mens den hardcore, marxistiske religionskritik og ateisme hærgede.

Litteratur gør noget ved os. Også uden vi behøver tage stoffer eller lignende. Efter min datters studentereksamen i juni forsøger den stolte far at opmuntre hende til at læse skønlitteratur, fordi hun nu med bedre samvittighed kan læse for sin egen personlige opbyggelses skyld. Og ikke fordi der er et pensum, der skal nås, men fordi hun kan blive klogere på sig selv, sit liv og det at være menneske i det hele taget.

Om hovedpersonen i Thomas Manns ”Doktor Faustus” bliver forført, er et godt spørgsmål. Adrian Leverkühn, som er en højt begavet komponist af tolvtonemusik, indgår en pagt med Djævelen. Den går ud på, at Djævelen lover ham at blive ophavsmand til et mesterværk af hidtil uhørt genialitet inden for de næste cirka 25 år. Men på den betingelse, at han ikke må elske!

Foruden mange andre perspektiver, man kan anlægge på romanen, kan man indlæse Tysklands forfærdelige skæbne fra Første til afslutningen af Anden Verdenskrig i Adrians tragedie. Adrian ender nemlig som sindssyg, bliver diagnosticeret med demens og dør den 25. august 1940 efter 10 års svær tiltagende sindsforvirring.

Sommerferien er forbi. Og jeg har læst de sidste linjer i en sansemættende læseoplevelse, som jeg aldrig vil kunne fortrænge, og hvor Thomas Mann lader sin fortæller og Adrians bedste ven, Serenus Zeitblom, slutte med ordene:

”En ensom mand folder sine hænder og taler: Gud være Eders arme sjæl nådig, min ven, mit fædreland!”.