Prøv avisen

Gode råd: Sådan kan du bruge naturen i din vinterferie

Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Selvom det er koldt i vinterferien, behøver man ikke tilbringe den indenfor. Naturen er en kæmpemæssig legeplads, og så længe man er klædt varmt på, har den masser at byde på, siger naturvejleder Jes Aagaard

I disse uger holder Danmarks skolebørn vinterferie, og mange vil nok foretrække sofaens varme og skærmens passive underholdning frem for at bevæge sig ud i kulden. Men det er helt forkert, hvis man spørger Jes Aagaard, der er naturvejleder ved Naturstyrelsen i Region Hovedstaden. For selvom temperaturerne er lave og måske under frysepunktet enkelte steder, har naturen stadig masser at byde på.

“Naturen er svær at holde tilbage, og lige nu står den som en hest i startboksen og vrinsker for at komme ud. Jeg har plukket den første brændenælde, som man kan lave suppe på, og vintergækken og erantissen er også begyndt at pible frem i skovbunden. Man kan se fuglene samle sig på steder, hvor der er åbent vand, og man kan høre natuglen tude først på aftenen. Hanspætten er begyndt at knalde hovedet ind i barken med 20 hak i sekundet. Det er altså en trommesolo, selv Lars Ulrich fra Metallica ikke kan gøre bedre,” siger han.

“Bare fordi det er koldt, skal man ikke blive inde. Det betyder bare, at man skal klæde sig godt på, og så kan man jo gå ud og tænde bål. Det er vildt hyggeligt på en vinterdag, og man kan lave klassiske snobrød og varme kakao. Man kan også tage en håndfuld æbler med og udhule dem med en kniv, hælde brun farin og kanel over og en klat smør, hvis det skal være helt vildt. Så pakker man dem ind i stanniol og lægger dem i gløderne. Det er den mest vidunderlige spise at hygge sig med ved bålet,” siger han.

I statsskovene er der mange bålpladser, man kan finde ved at gå på udinaturen.dk. Her er et kort, man kan zoome ind på og finde lige den bålplads, der ligger i nærheden af, hvor man er. Jes Aagaard råder til, at man finder tørre pinde og kviste, der er faldet ned, for er træet for vådt, bliver det et mere oset bål, end man måske vil synes er hyggeligt.

Han fortæller også, at man sagtens kan overnatte ude, selvom det er frostvejr.

“Typisk er det stjerneklart, når det er koldt, og det er helt fantastisk at opleve. Det gode ved, at det er vinter, er, at de forskellige shelters rundtom i Danmark ikke er nær så booket op, som de kan være om sommeren. Man skal selvfølgelig sørge for at have sit grej i orden; en god, varm sovepose og et godt liggeunderlag. Det er vigtigt at isolere mod bunden, så man ikke fryser, og så kan man ellers føle sig som polarforsker, når man sådan har overlevet en nat under stjernerne. Tjek udinaturen.dk for at se, hvor de forskellige shelters ligger. Vi har et på Amager, der har lige så mange årlige overnatninger som d’Angleterre, og så er der endda mange flere stjerner,” ler han.

Også dyrene er på færde, selvom det er vinter.

“Man kan se mange af vores store pattedyr; hjortevildt med vinterpels og knopsvanen og troldænderne fra Nordskandinavien, som holder vinterferie på vore kanter, inden de igen tager nordpå til sommer. Grævlingerne og pindsvinene snorksover eller gemmer sig og bruger så lidt energi som muligt. Men ræven roller, som det hedder. Hanræven er ude og markere sit territorium. Det lyder som en bjæffen og nærmest som et barn, der bliver mishandlet. Men vent med at ringe til politiet, for det kan altså være ræven, man hører,” siger han.

“Man kan også tage ud at fiske, de store torsk er lige nu på sundet. Og hvis det fryser så meget, at isen kan bære – det vil sige, at den er tykkere end 15 centimeter – kan man fiske på isen. Det er virkelig hyggeligt at sidde derude og pimpe, som det hedder på svensk, og nappe aborrer eller gedder. Men man skal altså ikke gå derud, medmindre man ved, at isen kan bære,” siger han.

Således behøver man ikke lade sig underholde af skærmene i vinterferien. Naturen har nok at byde på.

“Naturen er en uforudsigelig legeplads. Den er mere end bare et gyngestativ eller en rutsjebane. Den kan noget helt andet, som kalder på leg, og som kan give de helt store oplevelser for familien,” slutter Jes Aagaard.