Kvinder på patchwork-kursus: Vi er nok lidt høje på stoffer

Det handler om sansen for farver og mønstre, når man giver sig i kast med patchwork. Og selv med mange patchwork-tæpper på cv’et kan man stadig lære nyt. Kristeligt Dagblad var med en flok garvede patchwork-kvinder på weekendkursus i Odense

 Jane Carlson (tv.), der er på kursus fire til fem gange hvert år, får gode råd om udskæring af stofstykker hos en af sine medkursister.
Jane Carlson (tv.), der er på kursus fire til fem gange hvert år, får gode råd om udskæring af stofstykker hos en af sine medkursister. Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto

Den mekaniske lyd af fortravlede symaskiner, der ind imellem stopper brat op for kort efter atter at haste afsted, afslører som det første, hvad der er på færde i det lyse kælderlokale. Godt en snes kvinder er samlet til weekendkursus i patchwork i Odense, og snakken går omtrent lige så flittigt, som nålen på deres medbragte maskiner bevæger sig op og ned.

Rundt omkring i lokalet hænger halvfærdige patchworktæpper og afslører kursisternes forskellige stile og smage ud i mønstre og farver. Nogle har været i gang længe, men har ingen deadline for, hvornår tæppet skal være færdigt. Andre har kun arbejdet på tæppet i en kort periode, men har alligevel som målsætning at blive færdig inden for overskuelig fremtid.

En af dem, der stræber efter snart at være færdig, er Lisbeth Lippert, der syede sit første patchworktæppe i 1975. Tæppet, hun arbejder på i dag, er en gave til hendes barnebarn på tre år, der lige nu er helt vild med dyr. Derfor er de firkantede stofstykker, der ligger foran hende, pyntet med påsyede dyr – zebraer, flamingoer og tigre. Selvom hun har syet i mange år og har været på et hav af patchworkkurser, er hun dog ikke færdigudlært, synes hun.

”Nej, for så går læreren jo på kursus og kommer tilbage med noget nyt og spændende, vi skal prøve. Og jeg kan også godt lide det her med at starte noget op for sig selv derhjemme og så få hjælp videre frem. Og så er vi jo efterhånden en god, fasttømret gruppe, som tit tager på kursus sammen,” siger hun.

Mindre fortravlet er Jane Carlson ved et af de andre syborde. Derhjemme har hun gang i flere håndarbejder på samme tid, og hun veksler således mellem at arbejde på dem.

”For mig er det afstressende ikke at have en slutdato og at kunne lægge det væk en tid for så at tage det frem igen, når jeg har lyst. Jeg kan sagtens være to år om at lave et tæppe,” siger hun.

”For mig er det afstressende ikke at have en slutdato og at kunne lægge det væk en tid for så at tage det frem igen, når jeg har lyst. Jeg kan sagtens være to år om at lave et tæppe,” fortæller en af kursisterne.
”For mig er det afstressende ikke at have en slutdato og at kunne lægge det væk en tid for så at tage det frem igen, når jeg har lyst. Jeg kan sagtens være to år om at lave et tæppe,” fortæller en af kursisterne. Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto
Patchwork er et håndarbejde, hvor der kan leges og eksperimenteres med alle slags former, farver og mønstre.
Patchwork er et håndarbejde, hvor der kan leges og eksperimenteres med alle slags former, farver og mønstre. Foto: Michael Drost-Hansen

Det er Grethe Hyltoft Petersen , der underviser på kurset. Hun kan noget med farver, som de færreste kan, fortæller et par af kursisterne og griner som svar på spørgsmålet om, hvorvidt hun er en skrap underviser.

”Jeg er i hvert fald ærlig,” siger hun med et grin og får straks anerkendelse fra et par af de syende kvinder, der sætter pris på, at hun netop altid siger sin uforbeholdne mening.

I denne weekend får Grethe Hyltoft Petersen hjælp fra Anne-Grethe Jepsen, der også underviser sine egne patchworkhold, og som er eksperten, når det kommer til at skære stofstykker ud på den store skæremaskine i hjørnet af lokalet. Med den går det hurtigt med at få de mange stoflapper skåret i de rette størrelser og former – noget der ellers er tidskrævende, når man skal gøre det med en kniv i hånden derhjemme.

En stor del af Grethe Hyltoft Petersens og Anne-Grethe Jepsens liv er dedikeret til patchwork – ud over de mange kurser, de afholder for både øvede og nybegyndere, tager de ud og holder foredrag om patchwork.

I kufferten, som de altid medbringer, ligger et lille udvalg af de tæpper, som de selv har syet gennem årene. Ikke af stoffer fra etablerede stofbutikker, men derimod fra gamle herreskjorter, som særligt Anne-Grethe Jepsen farer land og rige rundt for at få fingrene i.

Rundt omkring i lokalet hænger halvfærdige patchworktæpper og afslører kursisternes forskellige stile og smage ud i mønstre og farver.
Rundt omkring i lokalet hænger halvfærdige patchworktæpper og afslører kursisternes forskellige stile og smage ud i mønstre og farver. Foto: Michael Drost-Hansen
Der laves papirskabeloner, som stoffet skal klippes efter.
Der laves papirskabeloner, som stoffet skal klippes efter. Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto

”Min mand og jeg var engang på cykelferie i Nordjylland, og i Hjørring kom vi så forbi en genbrugsbutik, som jeg selvfølgelig skulle ind i. Her fandt jeg så mange skjorter – 88 var det. Så måtte jeg ringe til Grethe og høre, hvad jeg skulle gøre. ’Køb’, sagde hun, og så måtte vi jo have dem pakket på cyklerne og med videre,” fortæller hun entusiastisk og røber, at der går 30 til 40 herreskjorter til hvert af de klassiske skjorte-tæpper.

I et tilstødende lokale står to kursister dybt koncentreret ved et højbord. Den ene, Birthe Nykjær, er i gang med papir og lineal.

Der skal laves papirskabeloner, som stoffet skal klippes efter. Ved siden af hende ligger et næsten færdigt patchwork-tæppe i skarpe nuancer, der røber, at hun har sans for både farver og mønstre og har mange års erfaring med håndarbejde.

Koncentrationen er stor.
Koncentrationen er stor. Foto: Michael Drost-Hansen
Grethe Hyltoft Petersen giver gode råd til en kursist.
Grethe Hyltoft Petersen giver gode råd til en kursist. Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto

”Jeg har nok brugt 100 timer på tæppet, og inden jeg får det quiltet (sammensyning af for- og bagside, så syningerne danner et flot mønster, red.), løber det nok op i 150 timer. Men for mig er det afstressende – jeg tænker ikke på så meget andet imens. Og så gør jeg det helt for min egen fornøjelses skyld. Ligesom andre spiller golf. Vi er nok lidt høje på stoffer, os der er med her,” siger hun og griner indforstået til Helle Høst, der står ved siden af med sit værk.

Hendes tæppe er holdt i rolige pastelfarver og ligner præcis det, det skal – et blødt babytæppe.

”Jeg har besluttet, at alle mine syv børnebørn skal have et tæppe, som de kan bruge, når de selv bliver forældre. Og jeg ved jo ikke, om jeg lever længe nok til at opleve oldebørnene, så derfor må jeg jo i gang nu,” smiler hun og fortæller, at hun er en af de nyere på holdet, der ”kun” har arbejdet med patchwork i fem år.