Det var tilfældigt, at det blev perleblomster, som blev Mette Lezuiks ”corona-ting”. Mens andre det seneste år med nedlukning har strikket, syet og bagt surdejsbrød, faldt hun over blomsterne i et magasin og syntes, de var flotte. Og da hun altid har haft en kreativ åre, besluttede hun at prøve kræfter med en ny håndarbejdsdisciplin.
”Corona-nedlukningen blev sådan en tid, hvor jeg tror, at vi var mange, der måtte kigge lidt nærmere på vores liv. Ens personlige problemer boblede lidt op – måske fungerede ens parforhold ikke helt lige så godt, som man gik og troede. Alting smuldrede lidt, og der opstod et behov for at have andre præmisser til at vurdere, hvornår man havde haft en god dag,” siger 45-årige Mette Lezuik fra Glamsbjerg på Fyn.
”Lige pludselig blev det enormt meningsfuldt at sidde og lave de her blomster. Nu kunne det være en god dag, hvis jeg for eksempel havde fået lavet tre flotte blade på en blomst. Det blev en tid, hvor jeg selv var med til at skabe det gode i en anderledes og lidt svær tid. Langt hen ad vejen var det glæden ved at fremstille et produkt, der var motivationen. Nu synes jeg også, at blomsterne bliver flotte og kan mærke glæden ved at frembringe noget æstetisk smukt. Når andre så roser det, man laver, bliver man selvfølgelig ekstra glad.”
Mette Lezuik havde indtil sidste forår aldrig stiftet bekendtskab med perleblomster og vidste heller ikke, hvordan man fremstillede dem. Derfor benyttede hun sig i begyndelsen af instruktionsvideoer for nybegyndere på Youtube. Det var også på internettet, hun opstøvede materialer, ligesom hun gik på Facebook og meldte sig ind i diverse grupper for at hente inspiration og gode råd.
”Det har ikke kun været det at lave blomsterne, som har optaget mig. Pludselig blev det også en ting at skulle finde ud af, hvor jeg fik de bedste materialer. Jeg opdagede for eksempel, at der ligger et firma i England, der specialiserer sig i at lave de wirer, man bruger til at putte perlerne på, og som har over 1000 forskellige slags. Og glasperlerne kan man godt købe i hobbybutikker herhjemme, men så bliver det hurtigt meget dyrt, fandt jeg ud af. Så nu køber jeg fra Kina, hvor perlerne også er en tand mindre,” siger Mette Lezuik, der også bruger tid på at tage fotos af blomsterne til Instagram, hvorfra hun sælger til interesserede.
Det er ved et lille bord i stuen, at Mette Lezuik, som er gymnasielærer, nørkler med sine perler. Ingen af hendes tre børn har fået smag for deres mors hobby, men det gode ved perleblomsterne er, at hun ikke behøver at trække sig tilbage til et andet rum for at arbejde med dem, og at hun kan gå fra og til, som det passer. Det er heller ikke altid, at hun sidder flere timer ad gangen – mindre kan gøre det.
”Jeg har for eksempel af og til sat mig med perlerne, hvis jeg har haft online-undervisning med mine elever, og de skal ud at arbejde i grupper. De gider ikke overvåges hele tiden, og så har jeg måske et kvarter, hvor jeg alligevel ikke kan nå at gå i gang med at forberede ny undervisning. Så sætter jeg mig og arbejder med blomsterne.”
Når Mette Lezuik skal have glasperlerne på wire, benytter hun en såkaldt perlekarrusel af træ, og efterhånden er hun så øvet, at hun ikke længere behøver følge andres opskrifter. I stedet finder hun blomster og planter ude i naturen eller får inspiration fra tegninger og fotos i bøger.
”Nu har jeg teknikkerne til selv at lave blomsterne, og jeg er gået i gang med at lave vilde blomster fra de danske grøftekanter. De er ikke så voluminøse, som jeg kan se, at mange har smag for i for eksempel USA og Rusland. Jeg er nok mere præget af den lette, nordiske stil,” siger hun og fortæller, at det er forskelligt, hvor mange timer det tager at lave en blomst afhængig af sværhedsgraden.
Mette Lezuik, der også både strikker og syr, slapper bedst af, når hun er i gang med noget med sine hænder. Men selvom processen er vigtig for hende, er det også afgørende, at det, hun laver, ender ud i et konkret produkt til sidst.
”Jeg kobler helt af, hvis det, jeg laver, kræver, at jeg skal fokusere på det. Jeg kan også mærke, at jeg bliver helt optaget, ja nærmest suget hen imod perlerne nogle gange. Men det er ikke sådan, at jeg, når jeg rejser mig igen, føler, at jeg har været i spa. Det er mere den der tilfredsstillelse bagefter, når jeg går og kigger på blomsterne og synes, det er fedt, at jeg har lavet dem. Og så er det i øvrigt også et håndarbejde, man sagtens kan være social omkring, hvilket jeg også synes er fedt. Lige nu har jeg for eksempel nogle kollegaer, som jeg er ved at lære at lave perleblomster.”.
