Perspektiv, tak

Jeg har et stort ønske: en større historisk bevidsthed. At tal og faktabokse kunne ledsages af en form for historik, der rakte lidt længere bagud end sidste år. Ellers kommer tal let til at ligne noget, der er meget skræmmende, skriver Anne-Cathrine Riebnitzsky

Perspektiv, tak

Trods diverse medicinske fremskridt, opfindelsen af hjulet, menneskets gang på månen og alverdens andre bedrifter er det menneskeligt at mene, at det går ad hekkenfeldt til. Det har det været til alle tider. Vi er kortsynede. Og snævertsynede. Vi ser gennem et sugerør og mener at have det store overblik.

Som tidligere udsendt til Afghanistan læser jeg ofte de artikler, der beskæftiger sig med det stakkels plagede land. Ofte er sådanne artikler ledsaget af en faktaboks, der skal belyse, hvordan det står til. For nylig i denne avis stod eksempelvis at børne- og mødredødeligheden i Afghanistan er blandt de højeste i verden. Det vidste jeg godt. Men tallene? Nu er det rystende og helt forfærdelige i år 2017, at ud af 100.000 fødende kvinder i Afghanistan dør de 417 i barselsseng. Det lyder jo af meget.

Det er nogenlunde afrikansk standard, hvis man kan tale om en sådan (der er nemlig store forskelle på det kontinent). Men denne rædsel på avispapir er set med mine øjne et gigantisk spring fremad.

Da jeg var udsendt første gang i 2007 døde hver 9. kvinde i barselsseng svarende til godt 11.000 kvinder døde ud af 100.000 fødende.

Det var den suverænt højeste barselsdødelighed i verden. Den var så høj, at forskere undrede sig og opdagede mange nye ting. Den største opdagelse var, at burkaen hindrede teenagepiger og kvinder i at få sollys, hvorved deres knogler blev skøre og de derfor ikke havde en knoglestruktur, der kunne klare en fødsel.

Nu 10 år senere dør 417 ud af 100.000 fødende. Det er selvfølgelig 350 eller 400 dødsfald for meget (enkelte vil altid dø – i Danmark er det åbenbart seks ud af 100.000 fødende – og der går tid, inden det afghanske sundhedsvæsen når eksempelvis serbisk, lettisk eller chilensk niveau omkring 20, eller inden vi selv når græsk niveau på tre).

Afghanske kvinder bærer stadig burka i stor udstrækning, men sundhedsvæsenet er blevet en del bedre, end det var. At gå fra 11.000 døde ud af 100.000 fødende til 417 døde ud af 100.000 fødende er immervæk en stor fremgang på 10 år – uanset hvad man så ellers måtte mene om Afghanistans tilstand i øvrigt.

Det samme kunne siges om alle andre tal i den faktaboks.

Egentlig var min konklusion, at det står meget bedre til i Afghanistan end for 10 år siden, men at det stadig er et land i meget store problemer. Hvilket ikke er overraskende. Udgangspunktet taget i betragtning.

Artiklen handlede om, hvorvidt man skal sende afghanske flygtninge tilbage til Afghanistan eller ej. Et vanskeligt spørgsmål, som det er vigtigt at behandle i avisartikler, så vi kan være oplyste og tænke os om. Vi er et demokrati, og vi både ytrer os og stemmer flittigt her til lands – helst på et oplyst grundlag.

Men jeg har et stort ønske: en større historisk bevidsthed. At tal og faktabokse kunne ledsages af en form for historik, der rakte lidt længere bagud end sidste år. Ellers kommer tal let til at ligne noget, der er meget skræmmende. Hvorved man let konkluderer, at det hele fortsat er noget møg, og at det derfor ikke er værd at yde en indsats for at ændre på disse forhold.

Et tilsyneladende forfærdeligt tal kan såmænd let være udtryk for noget, der var rædselsfuldt, som nu er betydeligt mindre rædselsfuldt.

Selvom det ikke er mit mandat, giver jeg hermed opfordringen videre til alverden og især til alle de jouralister, som i disse trumpske tider er vigtigere end nogensinde før. Stil spørgsmålet: Hvordan så det ud for 10 år siden? Og hvor er vi så henne i dag? Er vi det rigtige sted, når vi betragter de ressourcer, vi har anvendt? Muligvis ikke. Eller måske ja.