Prøv avisen
Min weekend

Radiovært Esben Kjær: Det er en pinlig mangel i min opdragelse, at jeg aldrig har fået læst Bibelen

Radiovært og forfatter til flere bøger om sorg Esben Kjær vil ikke afsløre, hvor gammel han er. Det er et udtryk for aldersfascisme at spørge om folks alder, mener han. – Foto: Agnete Schlichtkrull/DR.

Esben Kjær bruger en del af weekenden på at være kontant radiovært på P1-programmet ”Bagklog på P1” og på at sejle på Øresund med sin familie. Og så er han med stor fornøjelse begyndt at læse den nye oversættelse af Bibelen inden sengetid – selvom den nogle gange keder ham

Jeg mærker, at det er weekend lørdag eftermiddag. Mit radioprogram ”Bagklog på P1” bliver sendt live lørdag mellem klokken 10 og 12, så når andre om fredagen gearer ned til weekenden, gearer jeg op. Min arbejdsuge ligger primært nogle meget lange dage onsdag, torsdag og fredag, hvor vi forbereder programmet. Det er det mest intense værtsjob, jeg har haft. Det er håndholdt og har et højt tempo. Samtidig skal jeg styre al teknikken og være nærværende over for min gæst uden på forhånd at vide, hvad vedkommende vil svare. Jeg hader forberedte interviews, der egentlig bare bliver et genopført teaterstykke. Efter programmet tager det tid at få pulsen ned.

Da jeg var barn, var der ikke meget ”ro, renlighed og regelmæssighed”. Det var de glade 1970’ere, hvor forældrene skulle finde en ny form for børneopdragelse. Jeg er enebarn, skilsmissebarn og voksede op inde midt i København ved Kongens Nytorv. Min barndom var ret rodet, og måske er det derfor, jeg i dag foretrækker en vis uforudsigelighed.

Jeg er vokset op med en far, der arbejdede i luftfart. Det betød, at han og jeg rejste samen tre-fire gange om året, hvilket bestemt ikke var allemandseje dengang. Vi fløj også til eksotiske steder som Israel og Sri Lanka. Det gav mig appetit på at rejse. Det gav mig eventyrlyst – og nok også noget rastløshed.

Når jeg skal slappe af, opsøger jeg det, der bringer mig i en meditativ tilstand. Sejlsport er én af de ting, for generelt sker der ingenting på sådan en sejlbåd, men den kræver alligevel en masse nærvær. Jeg har det på samme måde med madlavning. Jeg elsker at lave gourmetmad til andre – det tog for alvor fart, da jeg i en ung alder opdagede, at det var en effektiv måde at få kvinders opmærksomhed på. De fleste kvinder på min egen alder er rædselsfulde kokke. Generelt er det et kulturtab, at kun få mennesker evner at lave ordentlig mad og være en god vært med alt, hvad det indebærer. Mange folk orker ikke at gøre noget ud af middagen og selskabeligheden i dag.

Søndag er det lykken at lokke familien til en doven eftermiddag på havet i godt vejr. Min sejlbåd fra 1980’erne har seks køjepladser og ligger i Svanemøllen Havn. Min kone og mine børn er ikke lige så begejstrede for at sejle som jeg, så jeg prøver ikke at overdocere det, så mine børn stadig gider at sejle mig rundt, når jeg bliver gammel. Jeg har mødt børn af sejlere, der er blevet slæbt på ugelange togter, og som ikke er til at drive om bord på en båd som voksne. Danmark er bare et mirakuløst godt sejlland.

Skal jeg ud af huset, kan det være til hvad som helst. Jeg siger af princip ja til alt, hvad jeg kan. Det lærte jeg i min tid som korrespondent for Berlingske i New York omkring årtusindskiftet. Det handlede om at få byen og landet ind under huden hurtigst muligt, og jeg erfarede, at hvis man også siger ja til ting, man umiddelbart har mindre lyst til, så sker der mirakuløse og magiske ting. Siger du ja til tilfældet, siger du ja til mulighederne. Energien er derude. Jeg har aldrig fået energi af at sidde hjemme i sofaen og glo på tv.

Inden jeg går i seng, læser jeg pt. lidt i den nye oversættelse af Det Nye Testamente. Det er en pinlig mangel i min opdragelse, at jeg aldrig har fået læst verdens mest indflydelsesrige bog. Folkekirken har en irriterende tendens til at tale et forældet, fremmedgørende sprog, folk knapt forstår. Det er en væsentlig grund til, at vi almindelige mennesker tuner ud og tænker på enten sex eller selvangivelser, når vi går i kirke. Nu er Bibelen heldigvis blevet nyoversat, og jeg læser den med stor fornøjelse – undtagen når den keder mig. Tro og eksistens optager mig dybt. Efter min søn døde af kræft for otte år siden, blev min eksistentielle opvågnen taget til et nyt niveau. Nu arbejder jeg på at blive bedre til at afkode lignelserne i Bibelen.