En vinteraften står vi på en station med vores cykler. Vi har taget dem med S-toget for at cykle de sidste kilometer til et middagsselskab. Jeg tager handskerne af og finder min iPhone frem.
”Jeg tjekker lige ruten,” siger jeg.
”Det behøver du ikke. Jeg kender vejen,” siger min kone og begynder at cykle, i hvad der ligner den modsatte retning af den, Google foreslår.
Jeg er et tillidsfuldt menneske, så jeg tager handskerne på og cykler efter hende. Og jeg må medgive, at hendes valg af rute virker bekendt. Efter tre kilometer går det op for mig hvorfor.
”Stop,” råber jeg efter hende.
Jeg tager handskerne af og tjekker min iPhone.
”Vi er på vej tilbage mod København,” siger jeg.
Vi vender om. Hver gang vi holder for rødt eller kommer til et kryds, tager jeg handskerne af og tjekker ruten. Således når vi frem et kvarter forsinkede, og, for mit vedkommende, med meget frosne hænder.
Det prikker stadig i fingrene, da jeg – efter hovedretten og fordybet i en samtale om klimaforandringer – gnider mine hænder for at få varmen. I stedet isner det ned ad ryggen:
Min vielsesring er væk.
Vi har ikke altid haft ringe. Da vi blev gift, syntes jeg, det var corny. Desuden bar mine forældre heller ikke ring, og deres ægteskab holdt udmærket. Først, da vi skulle fejre sølvbryllup, foreslog jeg, at vi fik ring på – i et karakterfremmed anfald af romantisk stemthed, og måske også, fordi vi nærmede os det tidspunkt i ægteskabet, hvor mine forældre alligevel blev skilt.
Således gik det til, at vi to modne mennesker en forårsdag trådte gennem den hemmelige dør til et baghus i Londons East End, hvor en elverkvinde ved navn Artemis, som var så lille, at hun kunne sidde i min hånd, smedede to ringe i hvidguld med vores bryllups- og sølvbryllupsdatoer indgraveret, og det meste af det er ikke engang noget, jeg finder på.
Det eneste, der var at udsætte på Artemis’ håndværk, var, at min ring var lidt for stor. Især ved lave temperaturer. Mens andre mennesker får tykke fingre i varmen, får jeg tynde fingre i kulden. Jeg har flere gange været ved at miste ringen, når jeg har proppet aviser gennem sprækken i affaldssorteringen, svømmet ude på anden revle, eller, ja – taget handskerne af en kold vinterdag.
Mens selskabet taler videre om CO2-belastning, ferierejser og kødfri dage, lister jeg ud og undersøger mine handsker. Der er ingen ring. Den kan ligge hvor som helst på aftenens ni kilometer lange cykelrute.
Jeg har frygtet at se ringen trille ned i kloakken eller synke mod havets bund – men ikke, at den ville forsvinde, uden at jeg opdagede det. Så går det op for mig, at jeg ligeså godt kan have tabt den et andet sted tidligere på dagen. Eller for flere dage siden?
Jeg ser for mig en posemand, der med sorte fingre samler ringen op af rendestenen, blinker og bryder ud i et tandløst smil: ”My precious!”
Under kaffen og cognacen tænker jeg på, om der mon findes et godt tidspunkt, når man skal fortælle sin kone, at man har smidt sin halvdel af æteskabspanten væk. Så opdager jeg, at hun kravler rundt på gulvtæppet.
”Hvad er der galt?” spørger værten.
Hendes hoved kommer til syne over sofabordet.
”Jeg har tabt min vielsesring. Jeg sad og tog den af og på, og pludselig var den væk,” siger hun.
Jeg rømmer mig.
”Ved I hvad, det er faktisk sjovt..,” begynder jeg.