Prøv avisen

Kåre Gade: Historien om den forsvundne vielsesring part II

Det nager Kåre Gade, at han har tabt sin vielsesring. Konen har for længst fundet sin, der også en kort overgang var forsvundet. Foto: Leif Tuxen

Jeg ville elske at skrive slutningen på historien om, hvordan min kone til et middagsselskab opdager, at hun har tabt sin vielsesring, og jeg benytter chancen til at indrømme, at jeg også har tabt min, skriver Kåre Gade. Således så gjort

”Ret sjov. Men den kalder på en fortsættelse,” skriver redaktøren i en mail.

Og ja, jeg ville elske at skrive slutningen på historien om, hvordan min kone til et middagsselskab opdager, at hun har tabt sin vielsesring, og jeg benytter chancen til at indrømme, at jeg også har tabt min. Hvis den bare kunne handle om noget andet, end at min kone hurtigt finder sin ring under sofabordet, hvorimod min ring forbliver forsvundet et ukendt sted i det storkøbenhavnske.

For eksempel at jeg en uge senere finder ringen i køleskabet, eller at katten kaster den op. Det ville være ret sjovt. Men det nærmeste, jeg kommer til en genforening med ringen, er andre menneskers magisk realistiske beretninger, som det til gengæld vælter ind med:

”Min mand mistede sin vielsesring i Provincetown, Cape Cod. Men en professor Smoke, som hvert efterår, når badefolket var rejst, kom til stranden med sin metaldetektor, fandt den. To år efter! Og de flinke mennesker, som vi havde boet hos, sendte den med FedEx til København.”

Jeg kunne godt bruge professor Smoke. Eller en af de specialtrænede hunde, som min mor foreslår. Jeg kontakter hittegodskontoret og cykler rundt til mulige åsteder. Flere gange ser jeg en fejemaskine forsvinde rundt om hjørnet, når jeg kommer.

Jeg udvikler, hvad der må være den mistede vielsesrings svar på fantomsmerter: da jeg tabte ringen, mærkede jeg ingenting, men nu, hvor jeg ikke har den, har jeg hele tiden fornemmelsen af, at jeg er ved at tabe den.

Jeg overvejer, om min kone vil synes, at det er en romantisk gave, hvis hun til sin forestående fødselsdag får en ny ring til sin mand. Jeg vurderer, at svaret er nej.

Jeg vurderer også, at jeg ikke har råd, for min kone, som i det hele taget virker påfaldende lidt tynget af tabet, er blevet grebet af tanken om, at vi bør have en ny sofa. På en mærkelig måde er det en investering, det er svært at argumentere imod, når man lige har smidt en ring i 18 karats hvidguld med gravering væk.

”Det skal være en flyder. Jeg har altid ønsket mig en flyder,” siger hun, mens vi går rundt på januarudsalget, og jeg hele tiden kan mærke min nøgne ringfinger.

Vi standser foran en model, der ligner en topersoners til enormt store mennesker. Den er tre meter lang og ligeså blød. Vi kravler op i hvert sit hjørne og synker ned i hynderne. En time senere har vi bestilt sofaen.

Jeg vil ikke påstå, at jeg glemmer ringen, men de følgende uger overbeviser jeg mig selv om, at der er vigtigere ting i livet end smykker. Og vi var trods alt gift i 25 år, før vi fik ring på.

Aftenen før sofaens ankomst stormer min kone ind ad døren og vifter med en rød post-it-seddel.

”Se, hvad jeg fandt på opslagstavlen i trappegangen,” siger hun ophidset.

”Er der en opslagstavle i trappegangen?”, spørger jeg.

”Jeg var på vej op, men noget fik mig til at gå tilbage. Den kan have hængt der i ugevis,” siger hun og giver mig sedlen.

”Ring fundet i gården, skrift indeni og udenpå,” står der. Og et telefonnummer.

Næste aften sidder vi i hver sin ende af en sofa, som får stuens øvrige inventar til at ligne børnemøbler.

”Hvordan går det ovre hos dig?”, råber jeg.

”Fantastisk. Jeg har fået min teenagesofa. Hvad med dig?”, råber min kone.

”Vidunderligt. Jeg har fået min sølvbryllupsring,” råber jeg. ”Og en ret sjov slutning.”