Charlotte Rørth: At røre ved hinanden er vitterligt med til at opretholde liv

Vi skal huske at røre ved hinanden, mener forfatter Charlotte Rørth

Charlotte Rørth: At røre ved hinanden er vitterligt med til at opretholde liv
Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

For en uge siden lå jeg på en hydraulisk udrustet briks beklædt med papir, mens en sygeplejerske stod nede ved min venstre fod og pillede sting ud med en myndighed, der bevægede mig.

Ikke, at jeg ikke kunne bevæge mig, inden jeg kom, men hun nev trådene over med en ro og sikkerhed, der løb direkte ind i mig som omsorg.

Jeg lå ikke og blev tudevorn, men det var tæt på.

Hvorfor, jeg blev så rørt, undrede jeg mig højt over, mens jeg lå der, og hun svarede, at det gør mange.

”Det er ikke, fordi jeg tror, du har det sådan, men har du ikke hørt om dem, der lider af hudsult?”, spurgte hun, og vi talte om, at især ældre ikke bliver rørt ved eller rører andre og derfor bliver deprimerede, og at spædbørn kan dø, hvis ikke de tages op og holdes om.

Jeg er heldig.

Jeg røres ved og rører ved andre med en hyppighed, der gennem årene har fået mange til at drille mig med mit efternavn, Rørth.

Ordet hudsult gør mig ondt at sige.

Det er ikke et ord, der viser hen til glæde, men til savn, nødvendighed og overlevelse. Sult skal stilles. Med mad, åndelig føde og berøring blandt andet.

At røre ved hinanden er vitterligt med til at opretholde liv. Som da jeg lå der, og sygeplejersken havde med mig, et andet menneske, at gøre ved at holde min fod i sin hånd varsomt og trygt i flere minutter.

Vi citerede ikke K.E. Løgstrup for hinanden. Hun udlevede blot fordringen. Jo, hun var på arbejde, men hun inkarnerede medmennesket.

”Du heler flot,” sagde hun.

Det ved jeg næsten kun alt for godt, for min ryg har været skåret op og sat sammen med brug af værktøj flere gange, og nu har begge fødder fået skruer og stænger i for at holde knoglerne fra at skurre mod hinanden.

Knæene må vente, siger sagkundskaben, men smerterne i dem gør, at jeg nok lidt for ofte er vred på kroppen frem for at gøre som sygeplejersken og holde lidt næstekærligt om mig selv.

”Du må ikke gå for langt i dag og sørg for at hvile meget. Husk det nu,” formanede hun, og måske var det også det, jeg blev bevæget af.

Hendes påmindelse om ansvaret, der følger med det faktum, at vi ikke kun er vores hoveder og sjæle, tanker og tro.

Selv Guds søn blev sendt herned i en krop som den, jeg og andre har. Det må der være en idé med.

Måske har jeg glemt ikke at slide kroppen, måske ikke, for ikke alt er vores egen skyld, men jeg må stå ved, at jeg ikke altid husker at tage hensyn til, at min krop helt åbenlyst er træt og i stykker og skal nusses og pusles om. Det går lettere med at træne og fodre den sundt. Det er det med at hvile, det halter med. Det med at lytte til, hvad jeg selv (kroppen) siger til mig selv (hovedet).

Men, vil jeg tage min tro alvorligt, må og skal jeg have tillid til, at kroppen ikke kun er skabt som et tilfældigt hylster. Jeg kan ikke skille krop og sjæl, når det en gang er skabt sammen.

Hudsult handler heller ikke kun om huden, vel?

Det er ikke berøringen som sådan, menneskevæsener kan dø af mangel på.

Det er kontakten.

Kontakten mellem en selv og ens egen krop og det andet menneske og hans eller hendes krop og de to kroppes kontakt med hinanden.

Som den dag på klinikken.

”Så er du klar,” konstaterede sygeplejersken efter sit pillearbejde og fik briksen til at synke, så jeg kunne nå gulvet med min forbindingsforladte fod, klar til at gå ud i verden for at finde en at holde i hånden. Eller foden. Måske mig selv?