Rosa Kildahl: I en moden alder er jeg blevet god til at planlægge

Efter at have brilleret i DR-programmet ”Den store bagedyst” får Rosa Kildahl i aften sin debut i ”Vild med dans”

 Rosa Kildahl blev landskendt, da hun i 2017 deltog i DR 1-programmet ”Den store bagedyst”. De kommende fredage optræder hun hos konkurrenten TV 2. –
Rosa Kildahl blev landskendt, da hun i 2017 deltog i DR 1-programmet ”Den store bagedyst”. De kommende fredage optræder hun hos konkurrenten TV 2. – . Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR.

Jeg mærker, det er weekend, når der ikke er noget pres. Jeg har mit eget firma og arbejder en del hjemme. På grund af min medvirken i ”Vild med dans” må jeg i øjeblikket bruge noget af min weekend på at arbejde, for fredagen går med prøver, inden udsendelsen, og så træner vi fem gange tre timer i ugens løb primært i København, så jeg bruger meget tid på transport.

I en weekend vil jeg spise rigtig god morgenmad med blødkogte æg og rundstykker. Jeg skærer rundstykkerne i kvarte, så man kan få smagt på mest muligt pålæg. Vi bor stadig i vores sommerhus, og når vi er der, så er der ikke så meget praktisk, der skriger på at blive lavet. Jeg nyder den ro, det giver.

Jeg lader op ved at komme ud. Min mand og jeg har el-cykler, og vi tager gerne på længere ture. Jeg er 61 år og har nået en alder, hvor man sætter pris på, at man har et godt helbred og tænker, at man skal tage de lange cykelture, mens man endnu har fysikken til det. I øjeblikket er jeg dog noget radbrækket i kroppen. Det hårdeste har ikke været dansen, men de mange timers transport, hvor jeg skal sidde i umagelige stillinger i bil, fly og taxa.

Skal jeg holde et middagsselskab, begynder jeg planlægningen midt i ugen. Jeg holder af at udtænke en menu og pyntning af bordet. I en moden alder er jeg blevet god til at planlægge, så nu har jeg gerne maden klar, når gæsterne kommer, så vi kan sidde i ro og mag og tage en drink, inden vi går til bords. Der er så mange mennesker, vi gerne vil se, og vi synes, det kniber med tiden, men når man så endelig er sammen, mærker man, hvor meget man har glædet sig til samværet.

På en søndag holder jeg af, at der ikke er noget program, så man kan se ud ad vinduet og afgøre, hvad vi skal. Det er dagen, hvor vi er spontane og ikke skeler til uret. På en søndag er det ligegyldigt, om gåturen tager to eller tre timer. I søndags cyklede vi Fur rundt, jeg havde glemt min telefon hjemme, hvilket var herligt. Jeg overvejer, om jeg skal have en mobilfri dag om ugen.

Skulle jeg ud af huset, ville det nok blive noget med vand. Vi kan se Limfjorden både fra vores hus og sommerhus. Jeg har boet 35 år i Glyngøre på Salling, og jeg sætter pris på nærheden til vandet.

Inden jeg går i seng, vil jeg nyde det sidste af dagens lys. Om sommeren spiser vi sent, så vi kan være mest muligt ude, og når den mørke tid kommer, kan man finde mig med strikketøj eller hæklenål, inden jeg går i seng.