Prøv avisen

Anne-Cathrine Riebnitszky: Om samfundssind og forskellen på rigtige mænd og små tankeløse drenge

Det er efter midnat, da jeg kører med S-toget hjem efter en herlig middag i København. Nogle stationer efter mig stiger fem unge mænd om bord og slår sig ned. De er vældigt opløftede, ikke berusede af alkohol tilsyneladende, men berusede af egne bedrifter. De er absolut etnisk danske og kartoffel-hvide.

I mange detaljer og et ordforråd, der desværre ikke ser ud til at rumme potentiale for nye litterater, skildres aftenens forløb. Der gøres flittig brug af den angelsaksiske glose fuck, der i dette tilfælde er ment forstærkende.

”… så du, hvor han fucking smadrede …”

Til alt held er der ingen udlændinge til stede, der kan tage anstød. De fleste amerikanere og briter bliver voldsomt chokerede – hos dem er den glose også med til at sige noget meget degraderende om den, der taler.

Af den højlydte samtale fremgår det hurtigt, at de går i 2. g. Én af dem har haft en dårlig dag, fordi hans spansklærer har meddelt ham, at han ikke består faget. De øvrige er mest imponerede af en kammerat, Tøffe, der omtales flittigt for sine bedrifter og nu er anholdt. De har opsøgt politiet, provokeret, og ved at kende egne rettigheder er det lykkedes at undslippe anholdelse og nøjes med at oplyse navn og bopæl. Der er en del skildringer af erfaringer for, hvornår politiet sædvanligvis plejer at følge nogen hjem i håndjern og have en samtale med forældre, og det punkt er man da heldigvis sluppet for. Det mest imponerende ved aftenen er tilsyneladende, at de var 30, der drog i byen, men kun disse fem vender hjem. Det er også tydeligt at høre, at politiet har været hårdhændede… Jeg må tilstå, at jeg godt forstår, at denne slags unge kan blive for meget for politiet.

Jeg lytter forundret og konkluderer, at jeg kører alt for lidt med offentlige transportmidler. Her sidder man rask væk med sine beskidte sko på sædet. Jeg svigter samfundet og de unge ved ikke at påtale det, men på dette tidspunkt orker jeg ikke at tage slaget. Det gør jeg ellers, hver gang jeg kører med S-tog, for det sker hver gang. Jeg er ganske vist alene med de fem, men det plejer ikke at stoppe mig.

Disse unge mænd, der i den grad ønsker nogen at slås med, burde indkaldes til militærtjeneste øjeblikkeligt. Klippes, soigneres, lære at tale ordentligt og slås for deres land, ikke imod det. Politiet er sat i verden for at håndtere kriminelle elementer, ikke unge mænd, der keder sig. Det er hormonelt betinget at ønske sig at slås. Hovedparten af alle ustabile stater lider under horder af unge ubeskæftigede mænd, der endnu ikke har dannet familie og dermed ikke har ansvar for noget som helst. Sådan en aften med slåskampe med politiet kunne sikkert have betalt mindst en ny hofte til en værdigt trængende borger, der ikke kunne drømme om at sidde med skoene oppe i sædet.

Endelig er det blevet min station, og jeg kan stige af fuldstændig forbløffet over graden af voldsparathed hos disse unge, der nu skal hjem til mor og far og beklage sig over, at spansklæreren har dumpet én. Spansklæreren er den eneste sande helt her. Jeg skulle have trodset de unges foragt. Jeg skulle have sagt noget. Det var sådan en fin aften. Og den aften var måske blevet endnu bedre, hvis jeg havde stået ved mine principper, bevaret selvrespekten og talt forfaldet imod: Få fødderne ned af sædet! Tal ordentligt. Tag tre uger til Afrika og hjælp nødstedte børn. Få en smule forståelse af det land, I bor i, og hvad det har kostet andre at skabe det, som I nu tørrer fødder i. Deri består forskellen på rigtige mænd og små tankeløse drenge.