Prøv avisen

Kåre Gade: Jeg må tage til takke med rollen som oldinge-forsanger

Foto: Iben Gad

Fredagen på min arbejdsplads begynder med fælles morgenmad for alle, der arbejder i den digitale afdeling. Jeg plejer at sige, at gennemsnitsalderen blev fordoblet, da jeg blev ansat. Strengt matematisk er det ikke rigtigt, men en ikke ringe del af kollegerne vil stadig være på arbejdsmarkedet, når mine børn begynder at gå på pension.

De er blomsten af Danmarks ungdom, så der er ikke meget, jeg kan prale af at kunne, som de ikke kan gøre bedre. Men der er en enkelt ting: Jeg kan synge for på en sang.

Det hold, der står for morgenmaden, skal vælge en sang fra Højskolesangbogen. Efter en hviskende forhandling af vekslende varighed lyder der et nummer, hvorefter alle slår op i sangbogen – og kigger over på mig. Det er nu, jeg skal vise min magi.

Det giver mig fornemmelsen af at være en shaman fra en uddøende stamme; en olding, som er den sidste bærer af en gennem årtusinder nedarvet færdighed: At turde synge uden skam, før de andre gør det.

Jeg stiller velvilligt min særlige evne til rådighed, selv når de vælger en af disse nymodens sange, jeg dårligt kender – af Kim Larsen, John Lennon, P.H., og hvad de nu hedder.

Det er naturligvis sat på spidsen. Jeg har en mistanke om, at de også får sunget de fredage, hvor jeg ikke er der. Der findes sikkert Youtube-videoer om, hvordan man gør, ligesom der er videoer om andre cool life skills fra tipoldefars tid, såsom at slå hø med le, kitte et vindue, stoppe en strømpe eller malke en ged.

Og sandheden er, at der ikke er meget magi over min vokale formåen. Den er i bedste fald sådan lidt amatørtryllekunstner-agtig. Og det er faktisk et af mit livs sorger, at jeg ikke er bedre til at synge, end jeg er.

Særligt pinte det mig i mit tidligere liv som musiker. Det var åbenlyst, om ikke for enhver så for mig, at det eneste, der stod i mellem mig og en strålende karriere som singer-songwriter, var, at jeg ikke duede til at synge.

Men også i dag kan jeg blive ramt af misundelse, når jeg hører de klokkeklare klange i en messe af Tallis eller det knivskarpe, trestemmige omkvæd i en blue grass-sang. Tænk, hvilken lykke det må være at mærke sin stemme smelte sammen med andres i en perfekt harmoni.

Ikke mindst bliver jeg mindet om mine manglende evner hver søndag i kirken, hvor jeg bukker under efter de to første vers, hvis melodien bevæger sig ret meget over H – hvad melodier har det med at gøre. I stedet lister jeg mig igennem i forsigtig falset på de høje toner, for jeg nægter at blive en af dem, der forsøger at synge salmerne en oktav dybere.

Det er her, den drevne sanger vil sige, at jeg bare skal bruge min bugstøtte. De siger det altid, som om det var en selvfølge, at alle mennesker er udstyret med sådan en sangermuskel, men efter at have ledt efter den i 40 år er jeg ret sikker på, at jeg er født uden. ”Brug din bugstøtte” er omtrent lige så abstrakt for mig som ”mærk din aura”.

Hvis jeg kunne vælge en superkraft, ville jeg vælge bugstøtte. Så ville jeg lukke min indre sanger ud og synge igennem af karsken bælg i kirken, til alle i dåbsfølget på de forreste rækker vender sig om for at se, hvem idioten er.

Indtil det sker, må jeg tage til takke med den betroede rolle som oldinge-forsanger ved fredagsmorgenmaden. For som man siger (undskyld, kære kolleger): I de blindes rige er den enøjede konge.