Prøv avisen
Min weekend

Radiovært: Selvforglemmelsen er den egentlige afslapning i weekenden

Christoffer Emil Bruun er født i 1972 og er cand.mag. i historie. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Christoffer Emil Bruun, der er vært for ”Tidsånd” på P1 og redaktør for DR Tro, mærker, at han er præget af en protestantisk arbejdsetik, når han forsøger at slappe af

Jeg mærker, det er weekend, når ugens forpligtelser ikke fylder. Det er lidt, som når man kører bil og slipper rattet. Jeg tænker, at der er en god grund til, at vi taler om at ”holde fri”, for der er noget, jeg slipper i weekenden.

Da jeg var barn, var slik noget, som hørte weekenden til. Sammen med mine to stedsøskende gik jeg ned til købmanden på Hummeltoftevej i Virum, hvor vi købte for 10 kroner slik. Jeg husker lørdagen som lang, og vi sagde tit, at vi kedede os, men så kunne vi gå ned til Else, som var min gamle dagplejemor, og hendes hjem blev ved med at være et fristed.

Jeg er vokset op som enebarn. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år, men de blev begge boende i nærheden af hinanden. Skønt skilsmissen var relativt udramatisk, brugte jeg en del energi på at omstille mig mellem at være skiftevis hos min fars og mors nye familier.

Når jeg skal slappe af, bliver jeg mindet om, at jeg er indlejret i en protestantisk arbejdsetik. Inden jeg kan nå frem til at sætte mig med en bog eller en avis, må jeg først retfærdiggøre mig selv ved at løbe en tur, spille tennis eller gøre rent. Når jeg endelig sidder med bogen, kan jeg konstatere, at det var, mens jeg trænede eller støvsugede, at der opstod de øjeblikke af selvforglemmelse, som er den egentlige afslapning. Når jeg læser og begynder at strege under, er jeg ofte i gang med at arbejde.

Søndag er for mig hviledag. Jeg tror, hviledagen er en nødvendighed i vores samfund, så der ikke hele tiden er en masse, man skal nå. Jeg går jævnligt i kirke. Gudstjenesten er et frirum, hvor man er til stede sammen med andre mennesker i en uredigeret virkelighed og i et autentisk rum. Er man heldig, får man også en god prædiken, og så er der nadveren, som står som et esoterisk højdepunkt, hvor man på en god dag kan opnå en lille åbning ind til det eksklusive rum, hvor det guddommelige møder det jordiske.

Skal jeg ud af huset, vil jeg gerne se kunst. Når man bor i nærheden af København, har man rige muligheder for at komme tæt på kultur på et højt niveau. Det er et privilegium, og for mig er kunstens sprog et frirum og samtidig en luksusvare.

Inden jeg går i seng, lukker jeg langsomt dagen ned og gør mig mentalt parat til den kommende uge ved at tænke den igennem.