Kåre Gade: Min sentimentale dobbeltgænger er til fals for fællessang

Selvom sentimentalitet strider mod alle mine principper, oplever jeg med jævne mellemrum at blive grebet af upassende rørelse i forbindelse med fællessang. Samt i en række andre sammenhænge, som ikke er denne klummes anliggende, skriver Kåre Gade

Kåre Gade: Min sentimentale dobbeltgænger er til fals for fællessang

Pludselig, og som altid til min overraskelse, skyder studenterhuerne op overalt. Ligesom hylden, der som en sidste, forsinket finale i forsommerblomstringens festfyrværkeri fylder sommernatten med sin døvende duft og sine tusinde hvide øjne.

I aften, når sankthansbålene tændes, vil huer og hyld lyse op i landskabet. Og når vi står dér, lidt forlegne blandt alle de fremmede, og synger ”Midsommervisen” og Thøger Larsens sommersange, vil det være så smukt og dansk, at det kan få en sten til at græde. Og med en sten mener jeg mig.

Min salig svigerfar, som efter sigende var en hård hund, da han var yngre, var allerede, da jeg lærte ham at kende, blødt så meget op, at han fik blanke øjne under udvalgte vers i ”Påskeblomst! hvad vil du her” og ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. I sine sidste år græd han ukritisk til samtlige salmer og sange i Højskolesangbogen.

Jeg er bange for, at det bærer samme vej med mig.

Selvom sentimentalitet strider mod alle mine principper, oplever jeg med jævne mellemrum at blive grebet af upassende rørelse i forbindelse med fællessang. Samt i en række andre sammenhænge, som ikke er denne klummes anliggende. Lad os endelig holde os til det med sangene – det er pinligt nok allerede.

Det begyndte med, at jeg ikke kunne synge det sidste vers af ”Hvorledes skal jeg møde”. Senere kunne det også knibe med sidste vers af ”Min Jesus, lad mit hjerte få”, fjerde vers af ”Gak ud, min sjæl, betragt med flid” og stort set alle vers i ”Tunge, mørke natteskyer”. Den salmekyndige vil bag den tilsyneladende teologiske smagsforvirring ane et mønster: Jeg har et svagt punkt for alt, hvad der handler om himmellængsel og menneskelivets korte sommer.

Men repertoiret er for længst udvidet til at omfatte en lang række andre genrer. Mit rørstrømske alter ego, som jeg altså på ingen måde kan identificere mig med, stikker sit grimme tudefjæs frem under alt fra fædrelands- og årstidssange til kærlighedsviser og hjemstavnssange. Jeg mener, hvilken voksen mand kan få en klump i halsen af at synge ”Jens Vejmand” og stadig tage sig selv alvorligt bagefter?

Det var netop det, der skete, da jeg for en uge siden stod blandt flere tusind andre og sang Jeppe Aakjærs socialt indignerede epos på Folkemødet på Bornholm. Sangen er en af dem, jeg kan udenad, fordi jeg i mange år underholdt mine tre drenge med at afsynge samtlige vers, når vi efter at have været på familiebesøg i Thy kørte forbi Jens Vejmand-monumentet ved Tjørring. De hadede det.

På denne Folkemødets sidste aften – med Østersøen, to bornholmske røn, tre aftenrøde stratocumulus-skyer og et dovent vajende Dannebrog som det perfekt banale bagtæppe – nåede vi ikke engang til ”de bar ham over heden/ en kold decembernat”, før jeg måtte holde en pause for lige at samle mig.

Og pludselig gik det op for mig, at sangenes indhold ikke længere er afgørende for, hvornår det trykker bag øjnene. Det er selve det at synge sammen med andre. At mærke, at stemmen bliver en ydmyg, men uundværlig del af en mængde, et folk, en historie. Min sentimentale dobbeltgænger er simpelthen til fals for patos.

I aften, når studenterne stemmer i, vil jeg tænke på dengang, jeg selv stod med huen på ved bålet, og på alle de sankthansaftner, der fulgte, og på menneskelivets korte sommer.

”Tonerne ned med lyset går/ samme sang som i tusind år./ Lykken fra glemte gruber/ klinger af unge struber.”

Host, host, der fik jeg lige røg i øjnene.