Prøv avisen

Simpelthen så arabisk

Foto: Kåre Gade.

En ubestemmelig plamage på lænestolens sæde. Krummer i skrivebordskuffen. Indelukket luft. Min kone inspicerer ængsteligt det slidte hotelværelse. Da hun trækker gardinet fra for at åbne vinduet, stopper vi begge brat op.

”Vi får rolige naboer,” siger jeg.

Vi ser ud over en muslimsk begravelsesplads, hvor plastikposer, haveaffald og europaller flyder mellem gravene. De nærmeste gravsten er få meter fra vinduet, kun adskilt fra hotellet af en dyb skakt med endnu mere affald: tomme flasker, cementsække, gamle gulvtæpper og kasserede køleskabe.

”De andre bliver sure på mig,” siger min kone.

Vi er i Jerusalem med en gruppe bekendte, og det er min kone, der har valgt hotellet. Eller rettere, hotellet i Østjerusalem var det absolut sidste ledige herberg i Den Hellige Stad.

Men de andre tager den beskedne standard pænt. En bliver nostalgisk og synes, det er ligesom at være på interrail igen.

”Det er sundt at øve sig i ydmyghed,” siger en anden.

En tredje er nærmest begejstret over, at vandet samler sig midt på badeværelsesgulvet, når man tager brusebad.

”Det er simpelthen så arabisk,” siger han.

Meget hurtigt bliver flere af os svært snottede.

”Jeg tror, der cirkulerer noget i klimaanlægget,” hoster jeg.

Min kone køber ørepropper til natten.

Det hjælper at tænke på hotellet som en levantisk udgave af ”Halløj på badehotellet” og portieren som Basil. Han er aldrig i receptionen, når man kommer hjem, så man går bare om bag disken og tager sin nøgle. Hvis man skal låses ud før klokken syv om morgenen, er man nødt til at opsøge ham – han sover på en sofa i hotellets dagligstue med Al Jazeera på lydløs og er ikke glad for at blive vækket.

Basil er også den eneste, der kan hjælpe, når nøglen til værelset driller.

”You pull, you turn key left, you push,” siger han irriteret, da vi på tredjedagen stadig hverken kan låse os ud eller ind.

Næste morgen ryger håndtaget af. Om aftenen er der et nyt håndtag i døren. Det kan vi heller ikke låse op.

”Why not? It is new lock,” vrisser Basil og åbner døren.

Mod slutningen af vores ophold føler alle sig hjemme. Vi fotograferer udsigten over begravelsespladsen i døgnets skiftende belysninger. Vi finder hjemmevant de mest spiselige tilbud – pita, humus og grøntsager – i hotellets beskedne morgenbuffet. Selv den tæt på udrikkelige pulverkaffe begynder at smage godt. Og Basil begynder at tale venligt til os.

Den sidste nat vågner jeg ved en voldsom, metallisk skramlen uden for det åbne vindue.

Jeg lytter i mørket. Det skramler igen. Hårene rejser sig. Det går op for mig, at nogen er ved at sætte en aluminiumsstige fra begravelsespladsen over til vinduet. Jeg famler mig over til vinduet og linder på gardinet. Men der er hverken stige, klatretyve eller zombier. Så skramler det igen. Lyden kommer fra den mørke skakt under vinduet.

Jeg lyser derned med min mobiltelefon. En etage under mig piler en rotte langs et vandrør. Jeg bliver glad for, at lyset ikke når helt ned i bunden af skakten.

Jeg kravler i seng og drømmer urolige drømme om gnavere, der adræt springer rundt mellem de udvendige rør, ledninger og klimaanlæg, som pryder Jerusalems huse.

”Jeg gad faktisk godt bo her igen,” siger min kone, da hun tager ørepropperne ud næste morgen.

Jeg protesterer ikke. Her er simpelthen så arabisk. Og desuden er det sundt at øve sig ydmyghed.

Vi er i Jerusalem med gruppe bekendte, og det er min kone, der har valgt hotellet. Eller rettere, hotellet i Østjerusalem var det absolut sidste ledige herberg i Den Hellige Stad.