”Jeg føler mig rig på fællesskab”

Tænk at alle medlemmer af familien finder glæde ved at skabe noget sammen. I et ægte fællesskab, skriver højskoleforstander Anja Rykind-Eriksen, der har bygget et hus med sin familie

Jeg har en ødegård i Skåne. Et fristed, langt ude i skoven, hvor vi tager til så ofte vores travle arbejdsliv tillader det. Huset er på ydmyge 65 kvadratmeter, og der er ca 180 centimeter under loftsbjælkerne. Da vi købte huset for 14 år siden havde det stået tomt i flere år, der var ikke indlagt vand, og der var kun en seng. Så fra starten af var vi klar over, at huset var alt for lille til vores allerede dengang store familie. Og at der ville ligge meget arbejde i at få renoveret, bygget til, anlagt have med mere. Men huset har bare den skønneste beliggenhed: for enden af en lang grusvej, med udsigt over mark og skov og uden naboer.

De første år blev der brugt en del tid – og penge på – at gøre huset beboeligt og at inddrage overetagen til soveafdeling, så vi fysisk kunne være der. Der er blevet indlagt vand og lavet et badeværelse, og der er blevet anlagt hyggelig staudehave. Især byggedelen blev der brugt mange håndværker-kroner på, da vi hverken havde tid eller forstand på den del.

Men de senere år, i takt med at børnene er blevet større – ja nogle af dem er endda gået hen og blevet voksne – har vi fået mere mod på selv at skabe noget. Sammen. Vi har anlagt køkkenhave, lavet en stor rododendronlund, fået gravet en stor sø, bygget badebro og anlagt en stor frugthave.

I sommer blev vi så enige om, at vi mangler flere fælleskvadratmeter. Vi er nu ni i familien, der er kommet kærester til, og det første barnebarn er på vej. Så det gamle hus knager og klager sig, når vi holder jul i den 16 kvadratmeter store stue. Og når vi ofte er endnu flere i ferier og weekender. Der er blevet holdt flere familiemøder om det, og på en eller anden måde blev rollerne fordelt. Jeg finder hus, diskuterer pris og levering, sætter mig ind i arbejdstegninger. Min mand, ældste søn og svigersøn er ansvarlig for indkøb af byggematerialer. Efter en rundspørge om kalendere lægger jeg en slagplan for arbejdet. Mens andre googler på gør-det-selv hjemmesider, ringer til tømrervenner for gode råd og beregner antal af spær og Rockwool.

Så i efterårsferien byggede vi sørme et hus på 48 kvadratmeter med et lille ekstrarum, der skal blive til det meget savnede ekstra toilet. Leveret som samlesæt af et firma i Litauen. Ikke nogen nem opgave, når man hverken har håndværker-erfaring eller -uddannelse at trække på. Alle børn hjalp til: gravede fundament, støbte plinter, hentede materialer, rejste samlesæt-huset, lagde tag, satte vinduer i og malede hele huset udvendig. Der var brug for alle mand: små og store, børn og voksne, unge og halv-gamle. Lange arbejdsdage og trætte kroppe. Men vi gjorde det. Og det på trods af jævnlige regnbyger, meget mangelfuld arbejdsbeskrivelse og fejlbehæftede brædder.

Jeg er bare så piv-stolt af min familie. Tænk at vi kan gøre det sammen. Tænk at alle medlemmer af familien finder glæde ved at skabe noget sammen. I et ægte fællesskab. Det er da lige til at blive glad i låget af. Og lige netop det med at have nogle projekter sammen, hvor man løfter i fællesskab sammen med dem man holder allermest af, er nok det mest givende og vigtige jeg kan komme i tanke om. Ikke kun fordi det har nytteværdi, men fordi det giver os en stolthed og en samhørighedsfølelse, som jeg tænker er et vigtigt element i at føle sig betydningsfuld som individ og som en vigtig og betydningsfuld holdspiller. Så jeg føler mig rig på fællesskab. Med stor taknemmelighed over at mine børn føler sig som en del af det samme fællesskab. Som jeg kan dele oplevelser og drømme med, og som jeg tror og håber kan se betydningen af, hvor meget man kan skabe sammen med andre. Tak.