Endelig kom kulden og sneen. Det har jeg ventet længe på.
Sammen med min søn tog jeg derfor i forrige uge ud på nogle marker i nærheden af vores sommerhus, hvor grundvandet gennem nogen tid har stået så højt, at der har dannet sig to søer på størrelse med to-tre fodboldbaner. Søerne var frosset til is, og min søn og jeg boltrede os på livet løs. I første omgang uden skøjter.
En behjertet sommerhusejer i nærheden af én af søerne ude på Grenen har også ladet sig bemægtige af sit indre legebarn – til glæde ikke alene for sig selv, men også andre af byens børn, unge og voksne, som kan komme derud og stå på skøjter. På forhånd har han ryddet udvalgte steder for siv og fjerner løbende den sne, der lægger sig oven på isen, så der nu er den skønneste skøjtebane. Tidligere år har han endog sat store projektører op, så man efter mørkets frembrud stadig kunne skøjte rundt på isen og give den som navnkundige Katarina Witt.
Hverken min søn eller jeg er nogen Katarina Witt, men mindre kan også gøre det. Der er noget elementært sjovt ved at færdes på et underlag, der ikke yder den samme stabiliserende støtte til vores sædvanlige bevægelser, men tværtimod giver os mulighed for ved egen kraft at komme op i en fart, vi under normale omstændigheder ikke kan opnå.
Når man kommer hjem fra sådan en tur, er man dejligt træt, har røde kinder og har i det hele taget en skøn fornemmelse, som ikke alene tilhører kroppen, men forplanter sig til ånden, hvor den skaber glæde og tilfredshed. Ganske vist blandet med smerte, hvis man er faldet.
Naturen, også om vinteren, er et rekreativt tilflugtssted for hyper-domesticerede menneskedyr, der ikke kan nøjes med simpel overlevelse. Mig bekendt er der ingen dyr, der finder den samme adspredelse i at tage en glidetur hen ad isen. Bortset fra Disneys Bambi.
Mens der endnu var fyrretræer over det meste af Grenen, og sneen af og til lagde sin hvide dyne hen over træer og landskab, oplevede man præcis den slags natur, som digtere og forfattere besjæler med fantasifulde eventyrfigurer eller talende fabeldyr. Og tog man sig ydermere en tur derud, mens der var skyfri fuldmåne og blinkende stjerner i horisonten, kunne det ligefrem gøre en selv til digter. Så overrumplende virker det, at indtrykket må have udtryk.
Vi mennesker ser og hører mere, end vi blot kan se og høre med vores sanser. Mennesket har kultur. Vi digter, skriver, fortæller, former, danner, synger, komponerer og danser. Vi giver udtryk for vores glæde og forundring over det, vi ser. Ikke på linje med løvens parringsbrøl eller bavianens skrig. Men vi underkaster forundringen og glæden en refleksion, hvorefter vi i kunst og kultur giver udtryk for, hvorledes vi i tanken og refleksionen vælger at formgive vores livsvilkår og leve med dem.
O.k., det tænker hverken min søn eller jeg på, når vi flintrer rundt ude på isen. Men bagefter, når jeg genkalder mig oplevelsen og tænker over den. Ligesom lykken. Dén tænker man heller ikke over, mens den står på, men først bagefter, fordi der i lykken er et uomgængeligt element af selvforglemmelse. I lykken er man i nuet og opslugt af det. Indtil man ser på klokken og opdager, at tiden er løbet, og pligten atter kalder.
I mennesket – herunder hos min søn og mig – er naturen kommet til bevidsthed om sig selv og sine omgivelser og er også bekendt med, at den skal dø. Derfor både lovsynger vi naturens skønhed og beklager dens grusomhed. I langt hovedparten af menneskehedens historie med henblik på at få skabermagten i tale.