Prøv avisen

Smartphonens årti

Når man engang i fremtiden skal datere et fotografi, vil man sige: ”Der er ingen, der glor på deres mobil, så det må være før 2010,” skriver Kåre Gade. Foto: Leif Tuxen

Med mindre man hører til de sidste dages hellige eller de mest trendy maskinstormere, er mobilen et faktum, man er nødt til at leve med, skriver Kåre Gade.

Jeg mærker, at jeg får en besked. Min iPhone er altid på lydløs, men min hud har lært at mærke forskel på, om det er en besked, en e-mail, en påmindelse eller måske ligefrem noget så sjældent som et opkald, der får mobilen til at vibrere. Haptisk feedback, hedder det på iphonesk.

Nogle gange, når jeg mærker en besked, opdager jeg, at jeg slet ikke har min mobil i lommen – jeg formoder, at det er en slags fantomfornemmelser, der skal advare min krop om, at den har afbrudt sin kontakt til omverdenen. Men denne gang er det min mor, der har sendt en sms:

”Tak for sidst, vil du sende videoen, du optog?”

Jeg åbner en app, overfører videoen og skriver:

”Selv tak, se i Dropbox, videoen ligger der nu.”

Og ovre i den anden ende af landet vil min snart 89-årige mor åbne videoen, hvor hun kravler rundt på gulvet og leger med sit oldebarn, downloade den på sin håndholdte enhed og vise den til alle, der gider se, og sikkert også nogle, der ikke gider.

2010’erne var det årti, hvor hun blev oldemor, og jeg blev farfar. Livsforandrende begivenheder, som vi gemmer i vores hjerter. Men hvis jeg skal pege på den ting, som mest fundamentalt har ændret mit liv i det forløbne årti, er det ikke mit første barnebarn. Det er min iPhone. Og allerede her begynder det jo at lyde temmelig sygt.

Jeg fik min første iPhone på tærsklen til det nye årti – en 16 gb 3GS’er, som sikkert snart bliver et samlerobjekt for nostalgikere, der længes tilbage til en enklere og mere autentisk tilværelse. Dengang var det fascinerende, at man kunne læse e-mails og browse på internettet.

Men vi var stadig et langt stykke fra det dystopiske syn af lysende skærme og hovedtelefoner, der møder en, når man i 2019 står på et S-tog i myldretiden. Udbredelsen af smartphones er uden tvivl årtiets mest synlige samfundsmæssige forandring. Når man engang i fremtiden skal datere et fotografi, vil man sige: ”Der er ingen, der glor på deres mobil, så det må være før 2010.”

Mobilen er blevet en permanent nærværende distraktion af arbejde, underholdning og indkøb, mens vi selv er blevet stadigt mere fraværende. Det er en kendsgerning, som der allerede er kogt meget kulturkritik på, og ja, jeg er også begyndt at parkere min iPhone uden for soveværelset, og ja, jeg er også bekymret for, om barnebarnet ser for meget YouTube.

Men med mindre man hører til de sidste dages hellige eller de mest trendy maskinstormere, er mobilen et faktum, man er nødt til at leve med.

Så er det godt, at der også er lyse sider ved djævelskabet. Jeg er for eksempel ikke specielt sentimental over, at min mobil har erstattet Mayland-kalenderen, cd-spilleren, gps’en, tv-boksen og kreditkortet. Til gengæld har jeg læst romaner, hørt stor musik og taget nogle af mine bedste billeder med mobilen. Og været i tæt kontakt med familie og venner, også når de var langt væk.

Og forleden hørte jeg det mest utrolige: Smartphones er årsag til, at mænd i stort omfang er begyndt at sidde ned, når de tisser. En dramatisk forbedring af hygiejnen på toiletterne (om ikke på mobilerne) og et evolutionært kvantespring, som ingen ville have turdet håbe på i 2010.

Men uanset om man forguder eller forkætrer mobilen, er den ikke kommet for at blive. Jeg spår, at den i 2030 er endt på museum sammen med telefaxen, personsøgeren og vhs-afspilleren – og at vi har fundet noget andet at bekymre os over.