En af de begivenheder, jeg glæder mig mest til i december, er julegudstjenesten.
Al den tid jeg har fulgt min mand rundt i landet i takt med hans skiftende stillinger, har der været en julegudstjeneste i den militære kalender. Jeg nyder at høre præsten tale til soldaterne, jeg nyder musikken og fornemmelsen af, at vi vil hinanden det godt.
I de år, min mand har været chef for en skole eller en enhed, har vi altid efter gudstjenesten stået ude i våbenhuset eller ved kirkens udgang og givet hånd til hver og en af soldaterne, set dem i øjnene og ønsket glædelig jul.
Det har været hans udtalte ønske, og jeg var enig fra start af. Det er vigtigt for os – også selvom enhederne nu er blevet store, og køerne ved kirkedøren er lange. De kirkegængere, der har særlig travlt, kan såmænd bare gå udenom. Man kan altid sige til en soldat og da særligt en garder, som er de soldater, vi nu har ansvaret for: ”Vil du træde til side, så jeg kan komme forbi?”.
Det øjeblik i døren er svært at forklare, men ikke desto mindre vigtigt. Nogle af disse unge mænd og kvinder skal hjem til jul og glæder sig. De ser glade en i øjnene og trykker hånd og forsvinder ud af døren fulde af forventning. Nogle har ikke gode minder om julen, fordi det kan være en svær tid. Nogle er rørt af præstens ord, nogle er triste og skal igennem en svær tid med familien.
Det betyder noget, at i det mindste to mennesker står i døren og ser dem i øjnene og udtrykker glæde og smil og varme. Ofte får jeg et smil igen, nogle gange får jeg en knude i maven og sender en bøn til Gud, der ikke indeholder andet end det menneskes ansigt og ønsket om, at julen alligevel bliver en god tid. Lige der i døren, når blikkene mødes, mødes også noget inde i menneskene. Og det smil kan godt betyde omsorg og nærhed.
Enkelte af soldaterne ser vi igen juleaftensdag og nytårsaftensdag, når vi kører rundt til alle de steder, hvor garderne står på vagt. Nogle vælger nytårsvagten for at slippe for civile mennesker, der skyder med krudt i alle retninger. Som en af garderne sagde: ”De civile er jo ikke sprængningsuddannede!”.
Nogle vælger julevagten for hjælpe deres kammerater. Enkelte vælger den for at slippe for at være derhjemme. I nogle familier er soldatertraditionen så stærk, at juleaften falder den nærmeste juledag, hvor alle er hjemme – med and og rødkål og det hele.
På vagterne er der plads til julefilm, kammeratligt samvær og stor kreativitet. Et enkelt sted havde garderne sidste år fået plads til et juletræ, og i mangel på pynt havde de klippet nissepiger ud af forskellige blade og hængt dem på træet.
Jeg glemmer ikke den store garder, der med sin krop forsøgte at dække for træet, da oberstinden, undertegnede, trådte ind. Men jeg forstod godt tanken, og nissepigerne var blot sommerligt klædt. Det er kort tid, vi er på besøg, men vi drikker et glas sodavand og hører lidt om deres jul, og hvorfor netop de er på vagt. De får ikke besøg af julemanden, men de får besøg af obersten og oberstinden.
Alle mennesker har et smil at dele ud og som med så meget andet: Jo mere man øver det smil, jo bedre bliver man til det. Der er surhed nok ude i verden. Vær venlig ude i juletrængslen. Smilet er – som Victor Borge sagde – den korteste afstand mellem mennesker.