Jeg har tidligere fortalt om min nye lille hundehvalp med det indtagende navn Sveske. Og med en nuttethedsfaktor på tusind. Hendes pels er som den fineste silke, og hendes lille tætte muskuløse krop indbyder i den grad til at blive krammet. Allerede den første aften erobrede hun mit hjerte ved at sno sin lille korte snude helt op ved min hals – og sådan i en nærmest lodret liggestilling lagde hun sig til at sove op ad mig. Jeg var åndeløs og turde ikke bevæge mig det mindste for ikke at vække hende. Jeg faldt pladask for den lille hund.
Der er dog sneget sig visse korrigerende realiteter ind. Den lille stump på nu tre kilo og 16 uger veksler mellem at være som flydende chokolade og som en af de uhyggelige Gremlins fra Steven Spielbergs børnegyserfilm.
Når Sveske overlades i to til fem minutter i eget selskab, så sætter hun sine små kæber med de sylespidse hvalpetænder i alt. Alt.
At tale i telefon er blevet en umulighed i hendes nærvær. Hvis den ringer, så prøver hun som regel (som en blid indledning) at hoppe op foran mit ansigt, dernæst at nappe i mine fingre, og hvis jeg så sætter hende ned på gulvet, så går hun i et frontalt angreb på mine sutsko. Jeg har læst mig frem til, at årsagen er, at jeg ikke har påtaget mig rollen som førerhund. Så jeg kan flovt berette, at jeg juleaften tilbragte aftentimerne med at kravle rundt på stuegulvet og knurre og bjæffe som en alfahund. Forgæves. Sveske forblev uimponeret. Og så alligevel, lidt senere juleaften, som hun og jeg fejrede i tosomhed, så listede hun på bløde hundepoter hen til mig og kiggede mig dybt og blødt i øjnene og gjorde sig klar til at blive løftet op og nusset og krammet. Min jul var i dette sekund reddet på målstregen.
Sveske er ret klog. Hun ved, hvordan hun let kan nå mit hjerte, som hun korrekt har udregnet ligger i lige forlængelse af godbidder. På kun to dage har hun lært at sitte og at dække. Det er jeg vildt imponeret over. Det hele handler blot om at lære sig sproget ”hundsk”. Som der står i min nyindkøbte hundebibel.
Jeg har på anbefaling også lavet et hundeindelukke med hønsenet. Der kan hun besørge om natten. Men nej, hun nægter at skille sig af med så meget som en dråbe i dette nedværdigende fangenskab! Så jeg lader hende nu besørge, hvor hun vil, alt imens jeg i diskret afstand følger hende og samler hendes efterladenskaber op i en lille pose. Som jeg i øvrigt et par gange har glemt i min lomme og først opdaget ved min hånds famlen efter bilnøgler... Arghh...
Der var en særlig nat her for nylig, som illustrerer mit hundeliv ganske godt. Jeg noterer mig, at Sveske ikke snuser omkring i ring, men derimod kigger med et lystent, koncentreret blik på min frakkes kant. Jeg reagerer helt reflektorisk, givetvis ved hjælp af mit kæmp/flygt-instinkt, og forskanser mig inde i hendes lille indelukke. Sveske står let måbende udenfor. For derefter at spurte med ubesørget sag lige ind i huset. Og sætte sig til rette i døråbningen. Og der står jeg, en stjerneklar, men hundekold nat, med bare fødder i gummistøvler og en tom hundepose i hånden. Lukket inde i hendes hundegård. Jeg kapitulerer. Sveske fejrer sin sejr ved i samme øjeblik, jeg entrerer stuen, at anlægge en lille gul indsø i mit fine sugende gulvtæppe. Raffineret. Jeg blev en anelse udmattet. Men næste dag, da jeg af vanvare kom til at støde mit hoved hårdt, så tårerne stod mig i øjnene, krøb Sveske op på mit skød og gav mig et enkelt lille sympatiserende slik på næsen. Og lagde sit lille hoved mod min kind. Hun er, uanset hvad, blevet mit livs sveske.