I weekenden var jeg til sølvbryllup. Gommen er præst i København, og bruden er en sangerinde, der spænder fra opera til let morgenkvidder. Hun er en meget nær veninde, og de er begge mennesker, man let kommer til at holde utrolig meget af.
De mødte hinanden, da de var ganske unge, så det er det eneste sølvbryllup i min omgangskreds en rum tid endnu. Hvordan sølvbryllupper normalt tager sig ud, har jeg ikke megen erfaring med.
Vi mødte i kirken, altså på gommens arbejdsplads og begyndte med en musikandagt. Her var gode bønner og tekstlæsninger. Hvis man kommer i en kirke af og til, kan man godt høre, når der er omhu bag musikvalget, og her fik vi altså lidt mere end det sædvanlige, uden at det skal lyde som en madanmeldelse. Når man spidser ører, og aldrig har hørt postludiet før, og alle bagefter siger: ”Nøj, det lød godt. Vildt svært, men godt.”
Både bruden og gommen har en stor omgangskreds, og kirken er meget aktiv, så mellem 150 og 200 gæster var inviteret til kagebord og snak bagefter. Det var naturligvis vældigt hyggeligt, men det helt store højdepunkt kom, da der var festkoncert i kirken. Bruden havde bedt sine mange sangerkollegaer om at give et nummer. Jeg satte mig forventningsfuld til rette på kirkebænken.
Det finurlige ved talenter er, at de som oftest ikke kan ses i det ydre. Man kan ikke se på en lille dame i lyserød cardigan, at hun kan synge så højt, så smukt, så kraftigt og udtryksfuldt, at man har kuldegysninger over hele kroppen. Man kan ikke se, at ham, der ligner en tømrer, viser sig at være en baryton i verdensklasse. Og der er unægtelig forskel på at høre noget på en plade eller i radioen og så at sidde i det rum, hvor sangerens stemme udfylder kirkerummet, og alt vibrerer. Det var utroligt smukt. Det var også fantastisk morsomt ind imellem. Fire sangerinder gav den som nonner i bedste Sound of Music stil med en formanende tekst om ikke at gifte sig med præsten. En vidunderlig italiensk arie blev opført af en smuk dame, der med største overskud spillede beruset og fik slynget ”hvidvin” ud over de to herrer, der intetanende var hentet op fra bænkerækkerne for at hjælpe den slingrende dame med at holde balancen. Imellem muntre indslag var der sang, der var så hjertegribende, at det var vanskeligt ikke at græde – fordi skønheden ganske enkelt overmandede mig.
Jeg ved, at der er mennesker, der kan være helt triste eller endda jaloux over, at de ikke kan synge eller optræde. Sådan har jeg det ikke selv. Jeg bliver opløftet og umådeligt glad, når jeg oplever disse prægtige talenter, der glitrer, så ens sjæl ligger fuldstændig glatfriseret og tilfreds bagefter. Jeg bliver taknemmelig over, at de findes; at jeg må få lov at nyde dem. I enhver stor optræden ligger en tydelig inspiration til os andre om, at vi hver især kan noget særligt, og når vi gør dette særlige – hvad enten det er at hjælpe til eller være hovedperson – så stemmer klaveret simpelthen.
Fra tid til anden kan der være svære opgaver i ens kalender – ting man skal, men ikke har lyst til eller som byder en lodret imod, men opgaven skal klares. Den slags kan godt genere både nattero og sjælefred. Nogle gange er man ikke selv klar over, at man i sådan en stund kan trænge til et brusebad fra oven. Det var præcis, hvad jeg fik. Himlen bøjede sig ned og trykked et kys på min sjæl.
Sølvbryllupsfesten varede i to dage. Jeg gik hjem med en meget større gave, end den jeg havde medbragt. Tænk at kende sådan nogle mennesker.