For et par dage siden modtog jeg en overraskende nytårshilsen. Den var fra Google, og der stod indledningsvis: ”Vi har sendt dig denne mail, fordi du har aktiveret placeringshistorik, der gemmer de steder, du besøger, på din private tidslinje. Data fra din placeringshistorik gør os i stand til at give dig personligt tilpassede oplysninger på Google…”
Derefter fulgte en minutiøs gennemgang af min færden gennem 2020, og jeg mener minutiøs i ordets egentlige forstand: Minut for minut kunne jeg følge, hvad jeg havde foretaget mig dag for dag, når jeg havde forladt præstegården. Jeg kunne se, hvilke restauranter jeg havde besøgt, hvilke butikker jeg havde været i og hvilke ruter, jeg havde fulgt, både i gang, i løb, på cykel, i bus, tog eller bil. Således kunne jeg for eksempel blive erindret om, at jeg den 29. juli klokken 16.21-16.36 befandt mig på p-pladsen uden for det lokale supermarked Nahkauf i St. Andreasberg i Harzen (I ved, den på Schützenstraße 9), hvor min ældste søn og jeg drak cola og spiste sandwich for at fylde depoterne op, inden den sidste etape på en lang cykeltur i Harzen. Så præcist var det. Disse data findes. Disse data er gemt.
Og min pointe her skal ikke først og fremmest være at Big Brother – storebror – nu er blevet så stor, at han ikke bare overvåger mig ved sporadiske aflytninger, men fuldstændig systematisk og konstant. Jeg skal heller ikke geråde mig ud i fantasier om, hvordan det ville være, hvis en fremtidig diktator eller islamister eller andre eksterne undertrykkere, som det gjorde sig gældende i George Orwells ”1984”, ville få fat i og bruge disse og lignende data på at undertrykke mig.
Det mest chokerende for mig at se er nemlig sætningen, ”fordi du har aktiveret placeringshistorik”. Med andre ord: Jeg har selv valgt at lade mig overvåge.
De unge i huset kan ikke se problemet. ”Så kan man få mere målrettede reklamer og hjælp til den bedste rute i trafikken”, siger de. Den tilgang kan man så vælge at have, men jeg vil påstå, at de fleste af os – selv teknologikritiske folk som undertegnede – ikke altid er bevidste om, hvad vi aktiverer og accepterer. Jeg tror, de fleste kender til dette at rulle hurtigt gennem en tekst med en masse betingelser, så vi i en fart kan klikke på ”Accepter” og komme videre. Det har jeg tydeligvis gjort mindst én gang på min Google-konto.
Således kan vi konstatere, at det ikke var Orwells 1984-dystopi, der blev virkeliggjort, hvor myndigheder overvåger og undertrykker folk mod deres vilje. I stedet var det Aldous Huxley, der ramte plet, da han med ”Fagre nye verden” (fra 1932!) beskrev et samfund, hvor folk mere subtilt lod sig manipulere til selv at vælge pseudolivet. Det kan godt være, at vi bliver overvåget konstant, også af Facebook, Amazon og de andre digitale universer, men hey … vi har selv valgt det. Også selvom vi ikke helt kan overskue konsekvenserne.
Det var en voldsom oplevelse at se sit (i øvrigt ret kedelige) 2020-liv foldet ud på den måde, men det har sat tanker i gang om, hvordan vi fremover navigerer i et gennemdigitaliseret samfund. Jeg overvejer endnu en gang, om ikke vi i en fart bør få et fag på skoleskemaet, der hedder ”Kritisk, digital færden i verden”. Og at vi andre også bør overveje en ekstra gang, hvad vi egentligt accepterer på vores mobiltelefoner og andre enheder, der er udstyret med både mikrofoner og kameraer. Og alt dette er netop ikke ment konspiratorisk, men med adskillige pegefingre pegende lige ind i spejlet. Det er ikke bare ”de andre”, der overvåger os, det er lige så meget os selv, der afgiver en meget stor del af vores privatliv.