Jeg mærker, det er weekend, når jeg går min tur ud over markerne ved mit hjem, og lyset ligesom er ladet med en særlig stemning af stille forventning. Da mine børn var små, var weekenderne fyldt med børneaktiviteter. Tit havde vi mange børn fra byen i huset, fordi vi bor i en stor præstegård. Nu, hvor børnene er halvstore, flyder weekenderne mere ud i ugen og kan næsten føles som en form for bedrøvelse, der hviler over landskaberne. På en måde er weekenden med til at minde mig om, hvor hurtigt livet forandrer sig.
Da jeg var barn, opdagede jeg tidligt to ting: At jeg var god til at være alene. Og at jeg især levede af forventningens glæde. Jeg gik altid og glædede mig til noget i det stille, og jeg kunne nyde dagene inden en familiefest eller et julemarked intenst. I virkeligheden var jeg bedst til at leve før alting, og min yndlingstid på dagen var morgenen. For så snart de gode ting blev til virkelighed, begyndte jeg at sørge over, at de snart endte. Så blev det stærke glædeslys til et dystert skær over verden. Som 15-årig var jeg også allerede begyndt at længes nostalgisk efter min barndom.
Jeg er vokset op med oplevelsen af at være dybt elsket, men jeg var også tit ensom som barn. Lykkeligvis havde jeg en helt speciel og skøn barndomsveninde, Line. Hun var min nabo og gik en klasse under mig. Vi spillede begge klaver og tegnede, og da vi ikke havde andre, havde vi hinanden. Jeg kan stadig høre Line ringe på døren og sige: Kan Iben lege? Når vi spillede og tegnede sammen, var det tit i koncentreret tavshed. Vi var bare sammen. Det var anderledes og smukt.
Når jeg skal slappe af, går jeg helst min faste gåtur ved mit hjem eller kører i bil ned til stranden. Jeg bor naturskønt i Østjylland, hvor vi har vidunderlige strande med klinter og flotte udsigter. Det mest afslappende, jeg ved, er at vandre mellem stenene og finde fossiler. Det giver mig en dyb sjælero at tænke på arternes udvikling, jordens enorme alder og livets fortsatte strømmen. Trods alt.
Skal jeg ud af huset, har jeg først nogle små, halvneurotiske ritualer, jeg udfører. Jeg har altid taget tegn af ting omkring mig, og jeg har en stærk fornemmelse af, at verden er fuld af skjulte, smukke sammenhænge. Det store kan vise sig i det små, og det er både betryggende og foruroligende. Oplagt og sygeligt. Det kan i hvert fald nære tvangstankerne i mig, også bare når jeg skal ud ad døren.
Søndag formiddag er vidunderlig gul, men lidt over middag begynder verden at falme. Siden jeg var barn, har jeg forbundet søndage med afslutning og afsked. Når vi havde hørt rådhusklokkerne og Radioavisen søndag middag i mit barndomshjem, begyndte nedturen. Denne søndagstristhed har fulgt mig lige siden. Og mine børn har arvet den. En overgang græd de stort set hver søndag aften over alt det gode, der nu var slut. Og jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at græde med.
Inden jeg går i seng, vil jeg gerne have en halv times tid til at gå lidt stille rundt i huset og lave ingenting. Bare tulle rundt i halvmørket og dvæle ved ting eller tanker. Både Morten, min mand, og jeg er nattemennesker, og vi er elendige til at gå i seng. Når det endelig sker, har vi først kigget til børnene og kysset hinanden godnat. Og hvis vi nogle gange ikke har haft lyst til at kysse hinanden, har vi i hvert fald tænkt, at det fik vi nok lyst til igen i morgen.