”Stop,” sagde jeg til min mand, da vi var halvvejs nede ved fjorden.
“Holdt,” sagde jeg og stoppede selv midt på den vej, vi gik på – en af den slags veje, der fører ned i den fælles barndom, hvor midterrabattens græs er knæhøjt, der er er strøm i hegnene og kvier i tryg afstand.
”Her dufter som Samsø,” snøftede jeg gennem min plage af græspollen og scannede straks grusvejens kanter med det søgende blik, der ikke har øje for skønhed, men alene for fangst. Det samme blik, man tager med på svampejagt; en smule stressende, målrettet, effektivt.
Ganske rigtigt, 15 meter længere fremme, op mod vinden, stod et bølgende bælte af den gule snerre og udsendte en odeur af mormor, havestole af plastiksnører, foldebord med vindstabilt kludetæppe som dug og saftevand i emaljekopper. Min var dueblå. Emaljen var slået af og gav alt en smag af metal, men koppen var min. Havde altid været min.
Vi plukkede af den næsten kravlende snerre og kørte den hjem i køkkenet, hvor vi flere morgener i træk, inden vi vidste af det, begyndte dagen med minder, udsendt af en duft, der bragte os tilbage i tiden.
Limfjorden har aldrig været mit ferieland. Nu bor jeg her. Men for mig dufter her af Samsø. Unfair, egentlig, sådan ikke at tage den tilstedeværende natur for det, den er, men i stedet indlemme den i mit verdensbillede, skabt for flere årtier siden. Unfair, fordi naturen ikke er til for mine følelsers skyld, men i sin egen kraft og vælde.
Men måske kan båndet fra blomster til barnesjæl bruges til at vedligeholde en undren, som når amerikanske Mary Oliver i digtet ”Some Questions You Might Ask” (”House of Light”, Beacon Press, 1990), spørger, hvorfor hun har en sjæl og ikke myreslugeren, kamelen, den blå iris? Og hvad med græsset? ”What about the grass?”
Måske digter vi om naturen for at elske den, som når det hedder sig, at min lille, bløde honningduftende blomst med otte smalle, linjeformede blade i kranse blev plukket af Jesu mor til hans krybbe. Derfor kaldes den naturligvis Jomfru Marias sengehalm og er blevet puttet i madrasser og hængt under bjælker i århundreder. Nogle mener, den oprindelig er skabt for at ære gudinden Freja, så den lægges også hos kvinder i fødsel for at sikre kærlighed. Og mælk.
Carl von Linné døbte i 1753 denne eneste gule blomst i Krap-familien Galium verum, af Danmarks Flora oversat til mælkeløbeurt. Den effekt har den givet, men i dag er det andre funktioner, jeg drager nytte af, og måske drager den en dag nytte af mig.
Duften fik mig til at stoppe, mindes, føle, tænke, lære. Jeg tog mig den tid, Linnés landsmand, Fredrik Sjöberg, i sin bog ”Fluefælden” (Hr. Ferdinand, 2013) maner til, at man tager sig for at lære om den natur, der omgiver os, så man for alvor kan knytte sig til den.
Fordi, som han forklarede mig, da jeg havde fået lov at vise ham nogle af de 300.000 danske svirrefluer på Zoologisk Museum i København: ”Det er syndigt i den store, bibelske forstand, hver gang en art forsvinder. Også en svirreflueart. Vi kan ikke genskabe det, der er tabt. Derfor er kundskab om naturen vigtigere end viden om motorer.”
Forleden tog vi igen til fjorden. Jeg må have en buket, jeg kan tørre. Som kan holde evigt.