Som ung er man ikke synderligt optaget af slægten. Jeg var i hvert fald ikke. Jeg holdt meget af mine bedsteforældre og havde som teenager med et halvt øre noteret mig, hvor de kom fra, men meget mere vidste jeg ikke, og det generede mig ikke. Men der kan ske så meget med alderen, for eksempel kan man risikere at blive klogere og mere bevidst om, at man er rundet af en slægt og et folk og ikke bare har opfundet sig selv. Sådan er det gået for mig, og den øgede, historiske bevidsthed er ganske givet også forstærket af min uddannelse som historiker og de foredrag, jeg gennem årene har holdt som sådan.
En række af disse foredrag endte med netop at handle om min slægt, da jeg i 2014 – i 100-året for Første Verdenskrigs begyndelse – holdt over 100 foredrag om Den Store Krig og min oldefar, Jørgen Eriksens deltagelse i krigen, først på Østfronten og siden ved skyttegravene i Verdun. I mit kontor i præstegården står den smukke, gamle sofa, som min oldefar købte i 1907 og fik sendt fra Flensborg til levering i den nyopførte præstegård ved Sundeved Frimenighed, hvor han dengang var blevet præst for de dansksindede, i det der dengang var det nordlige Tyskland. I den sofa har jeg siddet og lært mine oldeforældre at kende, når jeg har læst nogle af de 854 breve, han fra fronten sendte hjem til sin unge hustru, Dorthea, og jeg har hørt nogle af brevene læst netop op af min oldemor, optaget på spolebånd omkring 1960.
I det allerførste brev, som han skrev allerede fra kasernen i Sønderborg, hvorfra han i sommeren 1915 skulle med tog til Østfronten, lød det: ”Jeg gik fra kasernen og stod lige uden for Sønderborg på et højdepunkt, hvor man ser op ad Als Sund til Sottrupskov og ud over Sundeved, helt fra Dybbøl Banke til Ullerup. Jeg blev stående deroppe i længere tid og lod min tanker komme og gå. Og det blev til bøn for os, og for vort kære, dejlige land og folk, og ikke at forglemme Sundeved Frimenighed. Det er en minderig egn at se ud over. Hjertet bliver grebet og bevæget ved landets skønhed og den historie, der er gået hen over disse egne og de mange, mange hjem. Åh, hvor er det dansk alt sammen, og hvor jeg elsker dette land og folk. Gud velsigne og bevare det. Det blev min bøn.”
Næsten 100 år senere blev oldefars breve, blandt andet med denne kærlighedserklæring til landet, historien og folket, bestemmende for min egen fædrelandskærlighed. Som en kærlighed til og stolthed ved Danmark, der er bundet til egn, familie og folk. Ikke som en negativt formuleret modstand mod det udefrakommende og fremmede, men positivt formuleret med en dyb taknemmelighedsfølelse til dem, der gik forud for os og ryddede marken for stene engang. Til dem der skaffede os Grundloven, stemmeret til alle, andelsbevægelse og højskoler og til dem, som sad på bytingene og dømte mellem hinanden, og de konger der gav Danske Lov og siden under enevælden sikrede os mod korruption og nepotisme.
Min oldefar skrev meget andet smukt og klogt, som jeg har gemt i hjertet, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg gennem brevene og mine foredrag har fået lov til at lære min oldefar og hans familie at kende. Som også er min egen familie og slægt. Det er ikke enhver beskåret at have 854 breve fra oldefars hånd samt billeder, bøger og artikler dertil, men mindre kan også gøre det. Enhver af os kan på forskellig vis søge at blive klogere på, hvor og hvem vi kommer fra, og vi kan bestræbe os på selv at give historien videre til dem, der følger os. Det giver i den grad mening.