Jeg vil gerne til Tyskland. Efter en del år, hvor sommeren har stået i de små børns tegn, har jeg opdaget, at Tyskland nærmest er et ubeskrevet blad for mig. Jeg har ikke engang kørt igennem landet, for jeg har aldrig været på bilferie og er vokset op i efterkrigstiden i en familie, hvor vi lærte, at tyskerne var et herremandsfolk, man skulle holde sig fra. Det har betydet, at landet med den enorme dannelsestradition er ukendt for mig. Jeg glæder mig til at lære det at kende.
Jeg vil rejse med min mand, for det er en dejlig måde at være sammen på, som er anderledes end hverdagen.
Når jeg vælger ferieform, er det vigtigste, at jeg kan finde et fristed til hovedet. Og det finder jeg allerbedst i mit sommerhus, så min sommerferie foregår altid der. Det er et sted, der indbyder til, at jeg handler og tænker på en anden måde. Huset ligger tæt ved vandet, så jeg bader gerne morgen, middag og aften. Jeg spiser også anderledes, og vi har intet fjernsyn, så aftenerne forløber med andre ting. Derfor får jeg altid følelsen af ferie, når jeg er der – også selvom det blot er et døgn, og selvom jeg skal arbejde.
I ferien vil jeg læse Lou Cannons biografi om Ronald Reagan, ”The role of a lifetime”. Jeg er hen over årene blevet nysgerrig på ham, for han har vist sig at være en større tænker, end man har fremstillet ham som – især i Vesten. I et brev til det amerikanske folk fra 1994 fortæller han om sin sygdom, alzheimer, i sådan et smukt sprog fuld af taknemmelighed over det liv, han har levet. Han skriver blandt andet: ”I now begin the journey that will lead into the sunset of my life. I know that for America there will always be a bright dawn ahead.” (Jeg begynder nu rejsen, der vil lede mig ind i mit livs solnedgang. Jeg ved, at for Amerika vil der altid være en lys solopgang forude, red.) Kun en landsfader skriver sådan.
På rejsen vil jeg lytte til klassisk musik på P2. Det gør jeg altid, når jeg kører i sommerhus, men jeg hører også meget gerne podcast, især Third Ear. Deres produktioner minder mig om de gamle P1-radiodokumentarer, når de var bedst.
Når det regner, vil jeg læse i min bog om Reagan, tale med min familie og sy de ting, der skal syes. Der er altid en hynde, der er gået op i siden, eller et gardin, der er begyndt at hænge. Måske vil jeg gå i gang med at male mit badeværelse.
Sommer betyder for mig, at jeg mentalt slipper Sankt Pauls Kirke, hvor jeg har arbejdet de seneste fire år. Det var en lukningstruet kirke, da jeg kom, så jeg har nærmest været med til at bygge den op på ny, og derfor har jeg haft rigtig meget at se til. Sommermåneden har derfor været en nødvendig anledning til at lægge kirken lidt væk inde i mit hoved, og det har været vigtigt for at kunne komme tilbage og se på det hele med friske øjne.
Når jeg kommer hjem, vil jeg glæde mig til at komme ind i Sankt Pauls igen og holde gudstjeneste. Jeg glæder mig allerede, selvom sommerferien ikke er gået i gang endnu.