Som ung teologistuderende arbejdede jeg hver fredag i et antikvariat i Aarhus. Jeg fik år efter år tilrettelagt det sådan, at jeg ikke havde timer på universitet om fredagen, så jeg kunne arbejde i ”Jysk Antikvariat” fra klokken 10 til 20. Jeg måtte tage bøger for 50 kroner pr. time, så det blev til en hel del hjemtagne bøger på en måned. Biblioteket voksede, og jeg elskede det. Det gør jeg sådan set stadigvæk, for jeg har et pænt bibliotek, især bestående af alle de store, klassiske, skønlitterære værker samt en hel del historisk og teologisk litteratur.
For så vidt er det jo en ganske stueren, måske næsten forbilledlig, historie om en ung mand, der er så heldig, at han kan omsætte arbejdskraft til litteratur og en smuk bogsamling. Men jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg oven i dette held fra min tidlige ungdom også har haft et samlergen: En næsten autistisk trang til at have komplette eller i det mindste imponerende samlinger. Som barn samlede jeg på tegneserier. Som ung samlede jeg på bøger og sidenhen plader og cd’er med skøn musik. Og altid kunne det stilles op alfabetisk og efter genre, og der kunne nedfældes små oversigter over, hvad der manglede i samlingen. Der var en ganske særlig glæde over at nå i mål og have alle Asterix-tegneserierne eller alle bøger på dansk om Struensee eller alle Mozarts symfonier på LP. Men der fulgte også tomhed, for hvad nu?
Det er ret beset lidt sygeligt, når man finder det efterstræbelsesværdigt at have ikke én danmarkshistorie, men 12 eller 15, fordi hver danmarkshistorie ikke blot formidler historie, men også er udtryk for sin egen samtids historieforståelse. Og jo, det giver mening, når man nu faktisk har læst historie som fag, men helt ærligt: der er adskillige danmarkshistorier, som jeg knap har fået åbnet.
Og nu er det godt det samme, for en af coronatidens terapeutiske gevinster har for mig været, at jeg har fået ryddet ud i bogsamlingen. Corona kan ikke tage hele æren, for allerede for to år siden gjorde jeg det samme med min ikke så ringe samling af LP’er og CD’er: Jeg gav de fleste af dem væk via et opslag på landsbyens facebookside. Sagen var, at jeg efterhånden kun hørte musik via Spotify og radio, så de mange musikværker optog egentlig bare plads. Jeg beholdt dem med mest affektionsværdi, men det var sundt og godt at komme af med dem, ikke mindst fordi jeg kunne se andre få glæde af dem. Og nu, i dette forår, da der var god tid til oprydning, fik jeg skilt mig af med 300-400 bøger.
Jeg vælger at se det som et udtryk for, at samlergenet med alderen er ved at blive til et spredergen. I søndags kunne man høre i landets kirker, at der blev læst fra Prædikerens Bog, at der er en tid til at sprede og en tid til at samle, men for mig har det været omvendt. Og hvor der kan være en glæde ved at samle, er der forhåbentlig også en glæde ved at dele ud. Det er klart, at jeg siger dette fra det privilegerede sted, hvorfra man har noget at dele ud af. Andre kan være mindre heldigt stillede, men på den anden side har for eksempel de fleste bedsteforældre i rigt mål, hvad forældrene mangler som det nok vigtigste: Tid. Så det behøver ikke være rigdom eller samlinger, man deler ud, det kan i den grad også være tid, smil og glæde.
Hvor livet i ungdommen og den første lange del af voksenlivet handlede om at udvide, stifte hjem, købe møbler, få børn, uddanne sig og efteruddanne sig, skabe spændende projekter og skaffe de ting, der måtte mangle i hjemmet, værkstedet eller samlingen, så ser jeg fra mit 53-årige sted et liv, hvor det i stigende grad vil handle om at snævre ind, dele ud og lade livet blive mindre og mindre. På den gode måde.