Prøv avisen

Kåre Gade skriver: Stjerneglimt og morildskimt

”Du skal fylde munden og smage på røgen, ikke inhalere.”

Augustnatten er mørk og mild. Blå røg samler sig under sommerhusets parasol, hvor vi sidder i ly for duggen. Arkitekterne og deres børn er på besøg, sådan som de været det hvert år, siden deres yngste lå i barnevogn.

Nu er han 190 centimeter og formentlig den højeste konfirmand på min kones kommende konfirmandhold. Hvis ikke den højeste konfirmand, hun nogensinde har haft. Han synes, det er lidt cool, at han kender præsten i forvejen.

Selvom vi i dag bor fem minutters gang fra hinanden, er sommerhusbesøget et fast fikspunkt i venskabet: 24 timer på øen med et traditionsrigt program af gåture og svømmeture, grillmad og gode vine, samt drøftelser af, hvordan vi kan ombygge sommerhuset – noget, vi elsker at tale om, men aldrig får gjort.

Vi er nået til det punkt på programmet, hvor nogle går i seng, mens andre finder de cubanske cigarer frem. Det nye er, at både konfirmanden og hans storesøster dette år bliver hængende og – under omsorgsfuld faderlig instruktion – får lov at smage på varerne, såvel cigarerne som den whisky, jeg finder inderst i skabet.

”Nej, lad asken falde af af sig selv.”

Da cigarerne er røget og parasollen slået ned, får vi øje på den stjerneklare midnatshimmel.

”Skal vi ikke gå ned til stranden?”, foreslår min kone.

To minutter senere står vi og ser ud over et blikstille og blæksort hav. En rødlig dis i den nordlige horisont er det sidste, der er tilbage af de lyse nætter. Og hvor det mørke hav slutter, begynder stjernerne, klare som på en frostnat. Vi finder planeter og konstellationer.

”Lad os gå i vandet,” siger min kone pludselig.

Vi skutter os, men min kone insisterer. Konfirmanden spørger nervøst, om han kan nå at hente sine badebukser. Han synes tydeligvis ikke, det er cool at nøgenbade med sin præst – uanset hvor mørkt det er. Kompromiset bliver at bade i underbukser. Sammen vader vi ud i det silkeagtige, sorte vand.

Da vi gysende lader os glide ned under overfladen, sker miraklet:

”Se nede i vandet,” udbryder vi i munden på hinanden.

Det er, som om stjernerne spejler sig, men det er ikke stjernerne. Ved hvert svømmetag knitrer elektriske lysglimt i mørket som en scene fra en Walt Disney-film. Det er skrøbeligt og storslået på samme tid. For ikke at sige cool.

Vi prøver at komme i tanke om, hvad det hedder. Sanktelmsild? Sankthansorm? Sankthansild? Men det er jo ikke sankthans, det er sensommer? Vi står frysende og euforiske op, samler tøjet sammen og skynder os hjem til badekåberne.

”Morild! Det er det, det hedder,” siger jeg og vifter med mobilen.

En søgning på nettet fortæller, at morild skyldes en alge, der opstår, når vandet er 18-20 grader. Og at Helge Rode har digtet om det: ”Over mig er Himlen med Stjerneglimt, under mig er Vandet med Morildskimt.”

Da jeg læser, at fænomenet forrige sommer fik folk og fjernsynshold til at flokkes ved Roskilde Fjord, bliver jeg taknemmelig for, at vi fik lov at opleve morild uden mediedækning. Og at der stadig er overraskelser i Vorherres pose, ikke kun til garderhøje 13-årige, men også til os skrutryggede, der er godt på vej ind i livets sensommer.

”Stjerne og Morild! Nattens børn, Ret har mit undrende Øje: Lige store er I for det Høje – for det evig uendelige Høje.” Som digteren skrev.