Prøv avisen

Stress af med sten og tuscher

Tusch og lak er uundværlige, når stenene skal dekoreres. Lakken sikrer en glat og flot overflade. Foto: Heidi Lundsgaard

Med stenmaling har Gitte Elbæk fået en hobby, som både giver naturoplevelser og får hende til at slappe af. Og så er det en syssel, som alle generationer kan være fælles om, siger hun

Denne artikel er oprindeligt udgivet 16. september 2016.

Det er sensommer. Solens stråler varmer, som havde de ganske fortrængt, at efteråret venter lige om hjørnet. Det er langtfra nogen dårlig dag at tage til stranden, hvis man vil bade. Men bestemt heller ikke, hvis man vil samle sten. Og det er præcis, hvad Gitte Elbæk fra Ringe på Fyn holder af. I timevis kan hun slentre langs vandet med nakken bøjet og blikket zoomet ind på strandens sten.

Da Kristeligt Dagblad møder hende ved Lundeborg Strand, viser det sig godt nok, at det næppe er her, hun vil finde bunkevis af sten, som hun kan tage med hjem og male på. Men lidt har også ret.

Gitte Elbæk er efterskolelærer og desuden håndarbejdsuddannet, og lysten til kreative udfoldelser har hun altid haft. Det var dog et tilfælde, at hun kom til at male på sten.

”Jeg skulle hente min søn hos en kammerat, og der så jeg den her malede sten ligge på deres trappe. Med det samme kunne jeg mærke, at det var noget, jeg også måtte prøve. Så jeg skyndte mig hjem, fandt en sten i indkørslen og malede på den med en tusch,” siger hun og griner.

Forholdsvis hurtigt fandt Gitte Elbæk dog ud af, at det ikke er helt ligegyldigt, hvilke tuscher man benytter til at male stenene, ligesom hun hen ad vejen også er blevet klogere på, hvilken lak der er bedst til at lakere med. I dag er hun blevet så dygtig til sin hobby, at hun holder kurser rundtom i landet og også har udstillet blandt andet på de omkringliggende biblioteker.

Når den 57-årige fynbo mangler sten, forsøger hun gerne at lokke sin mand eller andre med ud til de danske strande, og gerne til en stenstrand, hvor udvalget af rullesten er størst.

”Det er lige så meget selve turen og det at have familien med og måske en god madkurv, som gør det skønt at tage ud og samle sten,” siger hun.

Når Gitte Elbæk leder efter sten, skal de gerne være så lyse som muligt, så tuschernes sorte streger danner kontrast med stenens farve, og samtidig så glatpolerede af havet som muligt. Det gør dem lettest at dekorere.

Når Gitte Elbæk sætter sig med sten, tuscher og lak, er det ren og skær afslapning for hende. Hun stresser af og kommer ned i tempo. Og hun behøver ikke altid at sætte flere timer af, hvis hun får lyst til at dekorere sten.

”Det kan sagtens bare være et lille afbræk. Jeg skal jo ikke hen og finde en hel masse ting frem eller klæde om, fordi det sviner. Det gode ved den her hobby er, at man kan gå i gang næsten hvor som helst og når som helst. Og så er det en hobby for folk i alle aldre – jeg har også haft voksne mænd med på mine kurser, som er blevet grebet af det. Når jeg er på tur med min familie i sommerhus, så er det også altid på programmet at samle sten på stranden og gå hjem og finde på kreative mønstre og figurer, og det nyder alle, både børn og voksne,” siger hun.

Gitte Elbæk er den klassiske type, påpeger hun, og hendes sten er derfor sjældent malet i alle regnbuens farver. For der ligger noget smukt i det enkelte, synes hun. Til gengæld kan hun godt lide at pynte stenene med ord. Det kan være små ordsprog eller linjer fra nogle af hendes yndlingssange – hun har sågar skrevet hele eventyr på sten. Og i modsætning til når hun laver tegninger på stenene, indlægger Gitte Elbæk aldrig pauser, når hun skriver på dem. Så rejser hun sig først, når sidste bogstav er sat.

”Ellers er det svært at komme ind i samme rytme og ramme præcis den samme skrift igen,” siger hun.

I Gitte Elbæks egne stuer er hver en reol ikke, som man ellers kunne fristes til at tro, dekoreret med malede sten. Tværtimod – for de fleste sten, hun har malet på, har hun med på sine kurser eller har solgt. Derimod pynter en del sten uden tuschstreger i det midtfynske hjem.

”Så har jeg kun lakeret dem. Når man gør det, er det ligesom at gøre stenene våde. Så træder der pludselig detaljer frem, som man slet ikke så, da stenen var tør. De flotteste, jeg har, er nogle sorte helt flade sten, der er lige så bløde som en babynumse. Dem fandt jeg på en rejse til Island,” siger hun og fisker en af dem op fra en kurv.

”Jeg elsker naturmaterialer, og i dag kan jeg ikke komme på en strand uden at have øjnene med mig. Selvom jeg med tiden nok alligevel er blevet lidt mere kritisk med, hvad jeg slæber med hjem.”

Foto: Heidi Lundsgaard
Foto: Heidi Lundsgaard