Kåre Gade: Coronakarantænen har været en foræring

Kristeligt Dagblads Kåre Gade har lært en hel del om sig selv og hverdagen på det seneste

"Jeg lever for første gang i et habitat, der er ideelt for min livsform. Ikke blot er det o.k. at lade være med at besøge svigermor eller at sidde i sofaen og se tv hver aften – det gør mig oven i købet til en mønsterborger."
"Jeg lever for første gang i et habitat, der er ideelt for min livsform. Ikke blot er det o.k. at lade være med at besøge svigermor eller at sidde i sofaen og se tv hver aften – det gør mig oven i købet til en mønsterborger.". Foto: Iben Gad.

I lyset af min medfødte modvilje mod at forlade matriklen for at gå til fester, koncerter eller andet, der involverer tæt samkvem med andre mennesker, har coronakarantænen været lidt af en foræring.

Jeg lever for første gang i et habitat, der er ideelt for min livsform. Ikke blot er det o.k. at lade være med at besøge svigermor eller at sidde i sofaen og se tv hver aften – det gør mig oven i købet til en mønsterborger. På sigt vil jeg blive kronisk sær, hvis min asociale adfærd ikke udfordres, men den tid, den sorg.

Apropos tv, så er min filosofi, at man kun er forpligtet på se et enkelt afsnit af en serie for at vælge den fra. Eller et halvt, hvis det er ”Tiger King”. Men forleden gik det op for mig, at muligheden for at vælge snart er fortid, for på grund af pandemien bliver der ikke lavet nye tv-serier.

Når vi ser Netflix, ser vi lyset fra en allerede slukket stjerne i en fjern galakse. Hvis det her fortsætter til næste år, sidder vi allesammen og glor på ”Homeland” og ”Friends” sæson 1-10 i et endeløst, mareridtsagtigt loop.

En anden ting, jeg har opdaget under coronakrisen, er, at det er smart at have sin medicin i en pensionistpilleæske med et rum til hver ugedag. Så ved man altid, om det er onsdag eller torsdag eller måske endda søndag, når man står op. Men man skal være opmærksom på, at systemet kun virker, så længe man husker at tage pillerne.

I forlængelse af det tip kan jeg oplyse, at jeg for første gang i mit liv har haft tid til at læse indlægssedlerne, der følger med medicinen. Det viser sig, at mindst to af de piller, jeg tager dagligt, betyder, at jeg under ingen omstændigheder må indtage grapefrugtsaft.

Det er et rent held, at jeg ikke har taget mig selv af dage med et glas juice. Jeg overvejer at have et net grapefrugter liggende i viktualierummet som en sidste, desperat udvej, hvis samfundsordenen kollapser og bevæbnede bander begynder at sparke hoveddøren ind.

Coronakrisen har i det hele taget budt på mange uventede overraskelser. Hvem skulle for eksempel have troet, at selv om man har de tynde, hvide gummihandsker på, der får ens hænder til at lugte af kondom flere timer efter, at man har været ude at købe ind, så kan man godt bruge skærmen på sin iPhone?

Det er i øvrigt ikke meget, det bliver til med de indkøb, og det er skidt, forstår man: Jo flere penge, der er på ens konto, des dårligere går det med økonomien. Det står lidt i kontrast til min personlige erfaring, men her bøjer jeg mig for eksperterne. Derfor blev jeg helt glad, da jeg forleden mærkede den første, spæde shoppingimpuls i månedsvis.

Jeg fik den tanke, at en ny postkasse ville pynte på det ikke helt vinkelrette skraldespandsstativ, sønnen og jeg havde bygget af genbrugsbrædder på sommerhusgrunden. Men straks jeg gik på nettet og begyndte at researche markedet for postkasser, forsvandt lysten sammen med alle argumenter for ikke bare at sætte den gamle postkasse op igen.

Måske ville det have hjulpet på købetrangen, hvis jeg havde drukket et par glas vin. Men i modsætning til alle andre har jeg ikke nydt alkohol i flere måneder – et udfordrende socialt eksperiment, som blev en hel del nemmere, da det sociale forsvandt fra eksperimentet.

Planen var blandt andet at tabe fem kilo inden sommerferien. Foreløbig mangler jeg syv.