Prøv avisen

Sund ligegyldighed

Forfatter og klummeskribent for Vid&Sans Cathrine Riebnitzsky. Foto: Leif Tuxen

Bagsiden ved den arbejdsomme og socialt bevidste ungdom kan være voldsom angst og depression, hvis ikke vi finder den rette dosis modgift, skriver klummeskribent Cathrine Riebnitzsky

Sommeren har for mit vedkommende budt på adskillige samtaler med gode venner, hvis store teenagere grundlæggende klarer sig rigtig godt i skolen og har søde kærester, men nogle gange har de unge angst eller er så perfektionistiske, at man bliver helt trist over, at de ikke mærker endsige når at nyde deres egen succes.

En aften havde jeg en lang samtale med en kvindelig lærer, der har mange hårdt ramte elever. Tilsyneladende er det samtidig vanskeligt for den omkringliggende verden at forstå, hvad der har ramt disse gode unge. De har det jo godt. Mor og far er søde og hjælpsomme. Vilkårene er på mange måder bedre end nogensinde før. Alligevel skælver de indeni.

Jeg synes, jeg har en smule indsigt i, hvad der rammer nogle af de unge, fordi jeg ved, hvad perfektionisme er. Det kan være den største gave – men det er nogenlunde som at rumme en arbejdsnarkoman. Indimellem skal man tøjre sig selv til lænestolen. Ellers driver narkomanen det gode og sunde i en ud over kanten. Så styrter man ned og slår sig forfærdeligt og mister retningssans og glæde og overskud.

Når jeg hører om de angste perfektionistiske unge, tænker jeg på tv-serien ”Matador”. Ih, hvor ”de fine” skulle vaske gardiner og servere det rigtige og gå i de rigtige tøj, og hvad ville folk ikke tro, tænke og mene, hvis lyset blev slukket på det forkerte tidspunkt? Jeg ser en parallel. Men Maude er flyttet ind på de sociale medier, og konsulinde Holm lurer i telefonen og lytter med i klassen.

Jeg hører historier, jeg næsten ikke kan tro. Folkeskolepiger, der får kolde skulder af veninderne, fordi de ikke har svaret på en snapchat klokken tre om natten (hallo, om natten skal man altså sove!).

Som samfund tror jeg, at vi kan se frem til en generation af arbejdsomme, myreflittige og socialt bevidste unge. Jeg tror også, at viljen til at vinde og præstere højt vil give os fantastiske kunstnere og videnskabsmænd og -kvinder. Og sportsfolk naturligvis. Bagsiden er en voldsom vækst i angst, depressioner og forskellige psykiske lidelser – og her tænker jeg på ordet lidelser som noget for patienten særdeles smertefuldt. Medmindre nogen finder den rette dosis modgift.

Modreaktionen på ”Matador”s sociale kontrol og forventninger var 68-oprøret. Det gik måske lidt over gevind. Det oprør nåede ikke derud på landet, hvor jeg voksede op. Men jeg fandt min egen dosis, da jeg flyttede til København. Efter mange års enorme krav til mig selv og følgende slingren rundt på kanten af, hvad der faktisk er sjæleligt sundt, fandt jeg også den deciliter ligegyldighed, som skulle ned i min motor, for at jeg ikke brændte sammen over alt og ingenting.

Der er faktisk noget, der hedder sund ligegyldighed. I hvert fald i mit univers. Der er meget, jeg burde og kunne kommentere på, mene noget om, blande mig i og profilere mig på. Men verden er stor. Og ikke alt er vigtigt. Og nej, verden brænder ikke sammen, fordi man sagde noget forkert i et interview eller ikke vandt denne gang. Et vist mål af ligegyldighed er nødvendigt – ellers tager perfektionisten livet af en.

Vid&Sans skrives på skift af kunsteneren Monica Ritterband, journalisten Kåre Gade, forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky og sognepræst i Skagen Henrik Bang-Møller.