Prøv avisen

Kåre Gade: ”Husk at filme det, hvis hun føder i bilen. Det er guld på YouTube”

Foto: Leif Tuxen

Klokken er fire om morgenen, da jeg vågner. Jeg kan mærke, at min kone heller ikke sover. Det er ikke kun, fordi det er hvid januar, og kroppen stadig undrer sig over, hvad der blev af julens gavmilde alkoholstrøm. Det er, fordi der går store ting i svang.

Ved syvtiden kommer der en besked på mobilen: Vandet gik klokken fire, kan vi køre dem på sygehuset? Jeg aflyser et møde og skynder mig afsted.

Vores svigerdatter er otte dage over tid. Det er en dreng, og han skal hedde Edward. Der er ikke så mange overraskelser ved en fødsel i dag.

Hendes forældre er på vej fra Umeå. 135 svenske mil og bilen læsset med frosne, norrlandske egnsretter i afmålte portioner. Det er hverken deres eller vores første barnebarn, men der skal mange til, før det bliver rutine. Mindst 12, vil jeg tro.

Jeg kører de vordende til sygehuset. Stemningen er nervøst munter.

”Husk at filme det, hvis hun føder i bilen. Det er guld på YouTube,” siger jeg til min søn.

Han begynder at genfortælle kvinde føder i bil-videoer. Han har åbenbart set en del.

”Jamen, jeg har ikke veer. Jeg tror, de sender mig hjem igen,” sukker min svigerdatter.

”Ikke, når du er en uge over tid,” siger jeg med al den lægefaglige pondus, en far til tre kan mønstre.

Men det gør de.

”De sagde, at der var 50 procent chance for, at fødslen starter af sig selv, og ellers vil de sætte den i gang. Hvad gjorde vores forfædre på savannen, hvis den ikke startede af sig selv?”, spørger min svigerdatter, da jeg kører dem hjem.

Sidst på dagen kommer der igen besked. Nu måler de veer. Det er der en app til, selvfølgelig. Om aftenen får de grønt lys fra sygehuset.

”Lad være med at ringe på. Hun er helt zen,” skriver min søn, da min kone og jeg er på vej i bilen.

Vi venter længe udenfor. Skygger bevæger sig bag vinduerne.

Da hun kommer ud, støttet af min søn, er hun ganske rigtigt helt zen. Det er jeg ikke. Jeg prøver at køre hurtigt, uden at det mærkes. Veerne er længere end pauserne, og min søn hvisker opmuntrende til hende. Nu er der ingen, der joker om at føde i bilen.

”Skal vi blive og vente?”, spørger jeg min kone, da vi har afleveret dem på fødegangen.

”Så kommer du til at sidde her til i morgen,” siger hun med al den kvindelige autoritet, en mor til tre kan mønstre.

Da en besked fra vores søn vækker os efter endnu en nats halvsøvn, er fødslen stadig igang.

”Nu får jeg sympati-veer,” siger min kone.

”Det har jeg haft længe,” siger jeg.

Jeg tager på arbejde, min kone holder sig klar, svenskerne ankommer. Strømmen af beskeder fra min søn stopper. Timerne går, og jeg kan slet ikke samle mig. Vi ved jo godt, hvordan det nogle gange endte på savannen, og at der stadig kan komme overraskelser ved en fødsel.

Klokken 13.42, midt i et møde, blinker min mobil.

”3550 tung, 52 lang”, skriver min søn.

Og min svigerdatter sender et billede af en baby, der ligner alle andre nyfødte og ingen andre nyfødte i verden. Så trækker jeg vejret igen.

Om aftenen tager vi ud til de unges lejlighed og spiser middag med svenskerne. De har allerede været på barselsvisit, for ”datterens forældre har ret til et preview” ifølge min søn. De viser os hundrede billeder af Edward.

Så sender vi en selfie til de nybagte, hvor vi alle fire skåler i champagne. For nu må det være slut med hvid januar.