Det er med blandede følelser, jeg tænker tilbage på min egen konfirmation. Det vil sige: dét, jeg husker. For jeg husker ikke så meget. Dertil var jeg alt for ængsteligt fokuseret på, hvad andre tænkte om mig. Og jeg kunne ikke forestille mig, de tænkte anderledes, end jeg selv gjorde. For jeg lignede, syntes jeg, noget, der burde være løgn.
Halvt sammensunket på en stol for enden af første kirkebænk i Ansgar Kirke i Flensborg sad jeg med forsigtigt løftet blik i et stille håb om, det snart måtte være overstået. Jeg var tynd og ranglet med et ansigt, der lignede en pepperonipizza.
Mine forældre havde i dagens anledning valgt ikke at camouflere mig. Tværtimod var jeg iført hvid skjorte med sort butterfly, sorte bukser og – så vidt jeg husker – et par gummisko. Vorherre bevares!
Tanken var den rent praktiske, at jeg kunne bruge tøjet til andre festlige lejligheder fremover og navnlig til det praktikjob på Hotel Flensborghus, jeg næste morgen klokken 6.00(!) skulle møde op til i tjenerkostume. Min begejstring var afmålt.
Så kan jeg faktisk ikke huske så meget mere. End ikke mit bibelord. Det er skammeligt, for alle ville mig det så godt og sagde givetvis også mange pæne ting. Ligesom jeg utvivlsomt fik velmenende voksenråd med på vejen, der var som spildte visdomsord på Balle-Lars.
En formildende omstændighed ved hele festivitassen var min lille toårige niece, som gerne ville sidde hos sin morbror. Hendes opmærksomhed havde jeg ikke noget imod. For jeg elskede at være sammen med børn og legede bedst med dem.
Men ellers sad jeg midt i det hele og stod – som mit teenageliv i det hele taget – på standby. En undseelig statist i et optrin, jeg ikke selv havde hverken iscenesat, koreograferet eller instrueret, men helst ville ud af snarest muligt.
Hvorhen? Det anede jeg ikke. Bare væk.
I dag prøver jeg at få øje på mig selv i de mange konfirmander, som jeg skal konfirmere. I år ydermere ved hele seks konfirmationer, idet jeg har skiftet præstejob fra Skagen til Vrå-Em. Så jeg har to konfirmationer i Skagen og fire i Vrå og Em.
Jeg har kun mødt konfirmanderne i Vrå og Em én gang, så jeg kender dem ikke så godt som dem i Skagen. Men dybest set er de sikkert ikke så forskellige. De er teenagere med intet mindre end en revolution udfoldende sig i så vel deres indre som det ydre. Dét skal vi voksne huske på.
Og eftersom teenagehjerner ved samme lejlighed også er under ommøblering, og de ikke rigtig har noget sammenligningsgrundlag, tror de nogle gange, det er verden omkring dem, der er tosset. Ikke mindst far og mor, som burde kategoriseres under danefæ og henleve deres liv indespærret bag en glasmontre på et museum. Indtil de skal lave mad og vaske tøj.
Når min hustru og jeg med jævne mellemrum må indskærpe vores tilbageblevne teenager ordentlig opførsel og pænere sprog, så træder han som ved et anfald af – desværre – kortvarig besindighed pludselig ud af bevidstløsheden og, ja, undskylder sig med netop et: ”Jamen husk nu, der er noget i vejen med min hjerne, mens jeg er teenager.”
Hvis det ikke var, fordi jeg også elsker min søn og derfor glæder mig over selv små fremskridt i den selverkendelsesproces, det er at gennemgå puberteten, ville jeg falde om og dø af grin. Det gør jeg ikke, selvom det holder hårdt. Jeg prøver at holde masken.
Men kun indtil min søn selv bryder den alvorsfulde stemning og så småt begynder at klukle. Så griner vi sammen. Og både far og søn er derfor kommet videre i vores liv.