Direktør på Diakonissestiftelsen: Til jul skal vi tænde lys for hinanden

Anne Mette Fugleholm, direktør for Diakonissestiftelsen, er mest et sommermenneske. Men når vi i juletiden gør små ting for hinanden, oplever hun, at det skaber lys i vintermørket

Anne Mette Fugleholm (født i 1961) er direktør for Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, hvor hun også bor med sin mand. Tilsammen har parret fire voksne børn. – Foto: Morten Langager.
Anne Mette Fugleholm (født i 1961) er direktør for Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, hvor hun også bor med sin mand. Tilsammen har parret fire voksne børn. – Foto: Morten Langager.

Jeg mærker, at det er december, når der kommer lys og gran i byen, på altaner og hjemme i stuerne. Jeg er et forårs- og sommermenneske, så jeg synes, at den mørke tid kan være lang. De mange lys hjælper. Da mine egne børn var små, var december hygge omkring tændte stearinlys, børnene i nattøj og tv-julekalender før sengetid. Og oceaner af juleguirlander. Hvert år havde vi en konkurrence om, hvem der kunne lave den længste guirlande.

Da jeg var barn, var december fuld af faste rammer for fejring. Hvert år deltog vi i juletræsfejring i menighedshuset i Hørsholm, ligesom vores juletræ først blev købt den 23. december og altid hos FDF. Både min mor og far var meget aktive i arbejdet i menighedsrådet og omkring kirken. Jeg er ikke vokset op med en regn af gaver, men jeg husker særligt, at vi hver jul modtog en meget stor æske chokolade fra Finland. Min mor er finnebarn og kom hertil i 1942. I modsætning til mange andre finnebørn blev min mor i Danmark. Chokoladen til jul var en meget konkret reminder om det.

Jeg er vokset op med, at julen handler om Juleevangeliet. Selve juleaften skiftedes jeg og mine søskende til at læse Juleevangeliet højt. Vi hørte det altid to gange. Først i kirken og igen før gaverne. Det var også en fast tradition, at vi først sang de alvorligere salmer og derefter de mere muntre julesange. Julen blev nogle gange mere firkantet og alvorlig, end jeg synes, den skal være. For mig er julens budskab håb. Julen handler først og fremmest om at være sammen. Om at gøre små ting for hinanden – det kan være alt fra en lille seddel på køleskabet til at sende en blomst – gerne uventede ting, som tænder lys i vintermørket og fortæller os, at vi hører til et sted.

Ingen adventstid uden adventskrans. Jeg plejer at genbruge en smuk, gammel adventsstage, blot med nyt gran og nye lys. Jeg kan godt lide, at den har en historie. Men i år er min mand og jeg flyttet i en ny lejlighed, og jeg har købt en ny smuk, grøn krans af forskellige kviste og gransorter. Den er bundet med grønne bånd, og jeg bruger rigtige stearinlys. For at undgå forurening bruger vi ellers altid kun led-lys, men adventskrans og kalenderlys skal være den ægte vare. Jeg nyder at tælle ned til jul hver søndag, når vi tænder endnu et lys i adventskransen. Det giver en stille stund til refleksion.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den her jul bliver anderledes, fordi min mor er meget syg. Jeg plejer at holde jul med min mor, mine søskende og vores familier. I år bliver det anderledes. Corona har gjort noget ved os alle. Det har særligt været svært for min mor, som bor på plejehjem. Men jeg tror, at corona også har gjort, at vi er blevet mere opmærksomme og taknemmelige for det, vi har. Det varmer mig, at jeg de seneste uger har haft mange samtaler med min mor. Det giver ro og afklarethed. Julen bliver også anderledes på Diakonissestiftelsen. Vi plejer at holde en stor julemiddag med op til 75 gæster, som ellers ville sidde alene juleaften. Det kan vi ikke i år. I stedet har vi udviklet nye måder at ringe til udsatte mennesker, sende en hilsen fra præsten og være sammen på afstand. Jeg har en kæmpe respekt for alle vores ledere og medarbejdere, som hver dag i dette specielle år har gjort en ekstra indsats. Jeg håber, at 2021 giver os muligheden for igen at være sammen, både fagligt og som mennesker.