Dødens konturer skærpes for hvert år, jeg bliver ældre. Jeg oplever med snøret hals, at både jævnaldrende og endog yngre dratter uventet ud af livet.
Erhard Jacobsen, den gamle partistifter af Centrum-Demokraterne, brugte ofte vendingen ”når jeg dør, hvis jeg dør...”. Det kunne man så grine af. Døden var pænt fjern. Sådan var min fornemmelse også, helt indtil at mine forældre døde inden for samme år. Jeg husker, hvordan mine forældre lå i deres kister i hvide ligklæder, min mor let sminket, og de så så smukke og raske og rene og sovende ud. En fornem tale forrettet af rabbineren og derefter sænket i jorden. Jord på. Og så gravøl og kaffe. En typisk vestlig begravelse.
I foråret blev jeg meget direkte konfronteret med livets ubønhørlige udgang, da jeg oplevede en hinduistisk ligbrænding i Nepal. Det var diametralt modsat af en dansk begravelse, hvor vi klæder os i sort og ofte græder usynligt (hyppigt omtalt som tappert, jo mere man kan beherske sig) bag en solbrille, mens vi stille følger den afdøde til nedsænkning af kisten eller til rustvognen. Eneste ledsagende lyd er vores sko, der knaser mod gruset. Ved ligbrændingerne i Nepal er sorgens lyd- og billedside af en helt anden styrke, et helt andet omfang og format.
Min kæreste og jeg tager ned til floden Bagmati River, hvor der dagligt forestås ligbrændinger på rækken af betonstøbte ligbålsramper. Ved floden, få hundrede meter fra ramperne, er der et slags sidstedagshospice, hvor den døende bliver indlagt for at dø. Formålet med denne institutions tætte beliggenhed til selve ligbrændingsramperne er, at den døde omgående skal brændes, så sjælen så hurtigt som muligt kan vandre videre i en ny inkarnation. Og ikke ende som et hvileløst spøgelse i denne verden.
Pludselig hører vi i det fjerne et kor af kvindestemmer, som med dybe, gutturale lyde, halvt syngende, halvt jamrende, udråber deres sorg, og optoget nærmer sig. Foran kvinderne bærer mændene, der alle har bare ben og nøgne overkroppe, den afdøde. Man kan ikke se den afdødes ansigt, da det er dækket med et orange klæde, og oven på liget er der lagt strå og siv. Kun to mørkegrå fødder stikker ud. De er vendt mod syd, som er retningen mod dødsguden Yamas verden.
På rampen er der bygget en brændestabel, som båren meget nænsomt placeres på. Mændene begynder at gå rundt og rundt om den afdøde, mens de afsiger bønner, reciterer mantraer og lægger gaver på liget, som skal følge den afdøde på rejsen.
Kvinderne overtager rampen og spreder nu ris hen over den døde og udstøder deres mere og mere hæse klageråb. Det er med en sådan intensitet, at deres sorg snor sig ind i mig og blander sig med alle de sørgmodigheder og tab, som mit eget liv også har budt på.
Derefter trækkes det orange klæde forsigtigt af. De pårørende til den afdøde forretter selv deres ritual. Helt uden en himmelsk mellemmand til at styre det. Den ældste søn antænder ligbålet. Flammerne får langsomt, men sikkert fat. Da døden forbindes med urenhed, vasker mændene hele tiden deres bare overkroppe. Vi er alle opløst i sved og røg. De pårørendes gruppe åbner sig for os. Vi står naglet til jorden i de tre timer, ritualet varer. Stemmerne toner ud. Bålet er nedbrændt, og asken fejes ud i floden. Jeg ved ikke helt, hvad jeg føler.
Først da jeg er kommet hjem til Danmark, står det mig klart, at begivenheden, som først, ja, nærmest forskrækkede mig, er endt i mit hukommelseslager som noget smukkere og meget mere nært, end når bedemanden hos os korrekt og professionelt fjerner kisten og kører den ind i krematoriets ovn. Og skruer op.