Jeg bor en stor del af året langt ude i sommerlandet, hvor himlen er skyhøj, og hvor skoven og strandengen er fuld af uplukkede bær. Her hilser man også konsekvent elskværdigt på sin omverden med et nik eller en hævet hånd eller begge dele, når man passerer hinanden i bil eller til fods. Det er et særligt sommerhus-omgangskodeks.
Og så er makeuppen og de høje hæle og stramme jeans udskiftet med nøgne, sæbeskurede ansigter og slaskebløde bomuldsbukser, og alles maver har frit spil for begge køn og lever et liv i fuldkommen harmoni og ytringsfrihed.
Man kan næsten få lyst til at synge den gamle sang, som skuespilleren Poul Reichhardt sang, dengang han i 1950’erne spillede den frie vandringsmand i en eller anden stærkt håndkoloreret Morten Korch-film: ”Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer...”. Og hertil kommer mulighederne for at gøre sine indkøb ved landmændenes stalddøre. Senest har jeg fundet frem til en æbleavler (som jeg kalder for min egen private æblepusher), og hele året kan jeg hente de sprødeste og saftigste æbler i hans lade efter princippet tag-og-vej-selv. At se hans plantager i blomst er som at besøge en vingård i Frankrig. En nærmest eksotisk oplevelse.
Og jeg handler med begejstring i interimistiske boder ved vejkanten. Jeg kan simpelthen smage, hvordan der er kælet for afgrøderne. Fra bonde til bord. Og så tilliden: at man lægger sine dukater i en lille æske og selv tager byttepenge. Væk er mistanker om snyd og bedrag, trafikos, larm, plastik og kunstige negle. Men på trods af mine landlige romantiske forestillinger, så har virkeligheden, fra tid til anden, også præsenteret sig i små uslebne sekvenser. For et par år siden fandt jeg det hyggeligste udsalg af hjemmedyrkede grøntsager. Smukt stablet op i kasser i et lille udhus. Vi sommerhusgæster købte stort ind. At priserne var en del højere end hos det lokale supermarked, var helt i orden. Udvalget øgedes, og der rykkede efterhånden flere og flere sydlandske frugter ind. Dette vakte lidt undren blandt os kunder. Men datteren af huset, som var hurtig i spyttet, hævdede hårdnakket, at de selv dyrkede alle frugter og grønt, nogle af de mere eksotiske dog i deres drivhuse, som lå lidt spredt rundtomkring i oplandet, og det troede vi på langt hen ad landevejen, indtil den entreprenante familie blev set storhandlende på Grønttorvet i København.
En anden af de andre virkelighedskorrigerende oplevelser var, da jeg for et par år siden stoppede ved en bemandet vejkantsbod og købte pænt ind af tomater, agurker, kartofler, løg, gulerødder, jordbær og vist også et bundt porrer. Ja,tak, det bliver 320 kroner sagde manden i boden sådan bang ud i luften, han havde i hvert fald ikke givet sig tid til at indvi mig i sin nærmest autistiske sammentælling. Det syntes jeg lød lige til den hurtige side, så jeg spurgte, om vi kunne gennemgå varerne i tosomhed. Det ville han ikke. Så det gjorde jeg selv, og der var lagt 125 kroner oveni. Surprise!
”Nåh, det gider jeg ikke spilde min tid på,” sagde manden arrigt og slyngede byttekronerne hårdt ned i det lille træbord.
På trods af dette handler jeg ufortrødent i boder uden kasseapparater og ved stalddøre. Særligt glad er jeg for min æblepusher, jeg skal dog lade være med at smide mit blik op i hans lades loft, idet han for nylig har fået installeret et overvågningskamera. Det svækker nemlig min romantiske landlige forestilling om gensidig tillid, og at et ord er et ord er et æble.